Anmeldelse / Live / Fredag d. 02-07-2010 kl. 21:08

C.V. Jørgensen
Arena, Roskilde Festival,
fredag d. 2. juli 2010

Anmeldt af Jan Opstrup Poulsen
Foto: Martin Kurt Haglund

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,20 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Tiden den går, men C.V. han består

Der er intet nyt under solen, som C.V. Jørgensen selv synger, men det betyder ikke så meget, når gensynsglæden er så enorm som denne aften. Den genopstandne C.V. Jørgensen fortsatte sit triumtog på Roskilde, hvor begejstringen ingen ende ville tage, da han først fik skudt toget i gang. Det hele var meget gamle sange, som han ikke undlod at gøre opmærksom på, men hvad gør det, når man er Danmarks Rockpoet nummer et.

Både C.V. og publikum var klar på en tur ned ad memory lane, og alt andet ville nok også have skuffet det forventningsfulde publikum, der vidste, hvad de ville have, og det fik de så stort set.

Nu er C.V. langtfra en publikumsleffende artist, og sangvalget, der har været på sætlisten hele foråret, var ikke præget af en populistisk greatest hits, selv om ingen sange havde fortabt sig i fortiden. Men C.V. insisterer heldigvis på at spille de sange, som ham selv føler for. og så var det take it or leave it. Publikum blev og blev belønnet som koncerten skred frem.

C.V. er kendt som en langsom starter, og denne optræden var ingen undtagelse. Der var tale om et ganske blødt udlæg fra både sanger og band. Først et godt stykke inde i koncerten åbnede han op for skrøbeligheden med Det Regner I Mit Hjerte og efterfulgt af Spildte Bedrifter, så blev vi mindet om poeten C.V., der endelig satte sig selv og sin sang på spil. Senere blev der for alvor sat gang i festen med På Gyngende Grund, og den fortsatte koncerten ud.

Det er måske ikke længere det ganske lille band, men med Gert Smedegaard på trommer og Knut Henriksen på bas, så har han velnok den meste solide rytmesektion, som kan opdrives i Danmark. Så er det ingen sag for Aske Jacoby at fylde rollen ud som fremtrædende og hårdt spillende leadguitarist. Det kunne være blevet en anelse tungt at lægge ører til en koncert igennem, men her bliver det hele reddet af den uforlignelige singleguitarist Gustaf Ljunggren. Han er elegancen selv, og giver det perfekte modspil til Jacobys hårde guitariff. Svenskeren er i den grad med til at indramme melodiernes gemte skønhed.

Det hele gik op i en højere enhed i en groovy udgave af Florafobi. og så var den lidt langsomme start både glemt og tilgivet. Det si'r sig selv, skrålede et kogende Arena, og C.V. måtte indrømme, at han ikke havde oplevet noget mere fantastisk inden for den sidste uges tid! Splinten sidder stadig i øjet hos veteranen med de eviggyldige sange.