Anmeldelse / Live / Fredag d. 02-07-2010 kl. 21:54

Alice In Chains
Orange Scene, Roskilde Festival,
fredag d. 2. juli 2010

Anmeldt af Erik Barkman
Foto: Paw Ager - PowerPaw.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,47 stjerner i snit (efter 15 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Alice In Chains sendte Orange Scene på et mindeværdigt nostalgitrip

+ Se hele galleriet

Midt for Orange Scene står en sortklædt mand og græder. Han læner hovedet op ad sin tætbyggede, tatoverede ven og giver tårerne frit løb. Lige bag ved står en kvindelig drinkssælger og snøfter lidt.

Vi er til Alice In Chains-koncert, og oppe på scenen synger William DuVall en hyldestsang til manden, han har afløst som frontfigur: Layne Staley. Nutshells tekst er næsten for rammende, når Jar Of Flies-højdepunktet bliver brugt til at tage afsked med en dødsdreven narkoman. "I fight this battle all alone ... If I can't be my own, I'd feel better dead."

Sangen er det følelsesmæssige klimaks på en aften, hvor de genfødte grunge-rockere giver Orange-publikummet, hvad det kommer efter: Nostalgi på højt teknisk klasse.

I 90'erne var guitarist Jerry Cantrell Alice In Chains' hjerne, mens Layne Staley leverede udstrålingen. Den nye frontmand William DuVall har store sko at fylde, og det kan ikke helt undgås, at der er et hul, hvor karismaen plejede at være. Men han gør sit bedste, DuVall, og den fyldige Chris Cornell-vokal klæder ham især, når han får lov at folde den helt ud.

På mange måder er det en typisk comeback-koncert: Nye numre fra sidste års Black Gives Way To Blue bliver pakket ind i en perlerække af gamle kendinge fra 90'er-album som Dirt og Facelift.

Klassikerne sælger stort set sig selv i aften, men Alice In Chains fortjener ros for at levere dem med markant musikalsk overskud. Det er tydeligt, at grunge-veteranerne ikke er hevet op af en fugtig kælder for at spille koncert, men faktisk har holdt sig i gang gennem alle de år, der er gået siden 1995-albummet Alice In Chains. Jerry Cantrell spiller guitarsoloer, så hans halvfjerdser-heavyhår pludselig giver mening, og Sean Kinney trakterer stadig trommerne lige præcist og nuanceret.

Koncerten tager et dyk i intensitet - især fra publikums side - midtvejs, hvor materialet fra Black Gives Way To Blue skal luftes.

Forståeligt nok, for selvom det nye materiale er mere end hæderligt, så kan det ikke måle sig med de sange, der placerede gruppen på rockens stjernehimmel. DuVall arbejder hårdt i sin Led Zeppelin T-shirt og sine stramme bukser, men resten af bandet er mere optagede af deres instrumenter end af pladsen foran Orange Scene. Det er grunge, det skal være cool, men når publikum dårligt nok kender materialet, slår den indadvendte attitude ikke helt til.

Stadig: hvis Nutshell reducerer voksne mænd til tårer, så sender The Rooster dem hjem med et smil på læben. Den episke (anti)krigshymne er måske det stærkeste indslag i hele Alice In Chains' sangkatalog, og denne aften sætter den et formfuldent punktum for et mindeværdigt nostalgitrip.