Anmeldelse / Live / Fredag d. 02-07-2010 kl. 22:20

Dizzy Mizz Lizzy
Orange Scene, Roskilde Festival,
fredag d. 2. juli 2010

Anmeldt af Henrik Tuxen
Foto: Rasmus Weng Karlsen - www.rasmuswengkarlsen.dk/blogging

GAFFA		5 stjerner
Læserne		4,71 stjerner i snit (efter 17 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Dizzy leverede varen og modtog folkets kærlighed

De er blevet modtaget som de hjemvendte sønner, en hel rockgeneration har ventet på. 13 år i eksil og Dizzy Mizz Lizzy har fået et comeback af sjælden kaliber. Denne skribent så trioen ved en af turnéens første koncerter i K.B. Hallen i april tidligere i år, og sjældent om aldrig har jeg hørt et band modtage så massivt et bifald, fra første spadestik til sidste tone klingende ud. Det blev selvfølgelig ikke intimt på samme måde, da de tre herrer entrerede den store Orange Scene på Roskilde, men mere og andet kunne også gøre det. Man kunne frygte at bandet var kørt træt i sætlisten, da turnéen nu har kørt en rum tid, og da Dizzy som bebudet kun spiller gammelt materiale, og af samme grund ikke får tilført nyt musikalsk blod. Men der var ikke tvivl om, at Martin, Søren og Tim var sat op til opgaven. De gik direkte til stålet og åbnede med en slagkraftig trio, bestående af Thorn in my Pride, Glory og Barbwired Baby's Dream. Publikum sang med fra første strofe, og døren var sparket ind til lidt af et festfyrværkeri. Det mest bemærkelsesværdige ved koncerten var, hvor mange hits der rent faktisk er på de kun to studieplader, som Dizzy nåede at udgive i bandets korte, men intense levetid som albumkunstner fra 93-96. Der blev enten fyret hits af eller kørt, primært guitar, lir af i den store stil, som fx i 67 seas in Your Eyes der sneg sig godt over de 10 minutter, lige i overkanten. Der var ikke så mange ballader på plakaten i Dizzy-æraen, men det blev dog til et par smashhits, som vi selvfølgelig også fik leveret. Dels hymnen til John Lennon 11:07 pm og hittet over dem, alle Silverflame der fik festivalpladsen til at gå i mere eller mindre selvsving under ekstranumrene.

Der var i det hele taget masser af spilleglæde på dagsordenen. Tim piskede flittigt rundt, Martin var stille og cool i venstre side af scenen og Søren smilede om kap bag tønderne. Der er gået mange år, men det er helt tydeligt at bandet har en intuitiv fornemmelse for at spille sammen. Det er Tim som er kapelmester, men Martin ved præcis hvordan han skal sno sine basgange så de ligger mest effektivt, og Søren ligger sikkert som bageste skanse. Det er sådan noget der kommer når man har spillet sammen siden tidligt i folkeskolen. Martin har i øvrigt en overdrevet fed baslyd, og i det hele taget er et imponerende at de kun tre herrer på scenen leverer så fedt og massivt et lydbillede, uden brug af samples eller for den sags skyld en eneste gæstemusiker. Som de tidligere har sagt til GAFFA, så har det altid været de tre og kun dem. Musketereden holdt vand her på Roskilde 14 år efter de sidst stod på samme scene sammen, og hvor de i sin tid var ved at køre døde i succesen fornemmer man en glæde og taknemmelighed fra trioen i dag.

Og så var det Tims fødselsdag, nr. 36 af slagsen. Da han var halvt så gammel, helt præcis den dag han fyldte 18, skrev han riffet til Waterline som vi selvfølgelig heller ikke blev snydt for. Et halvt liv i musikkens og offentlighedens søgelys. Det var ren nostalgi, og det har i sig selv sin begrænsning, men det var med hjertet og pedalen i bund og publikums gengældte kærlighed var ikke til at tage fejl af.