Anmeldelse / Live / Lørdag d. 03-07-2010 kl. 11:31

Them Crooked Vultures
Orange Scene, Roskilde Festival,
fredag d. 2. juli 2010

Anmeldt af Henrik Tuxen
Foto: Christian Hjorth - Hjorth-Photo.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,52 stjerner i snit (efter 23 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Supergruppen legede sig gennem en slagkraftig sætliste

+ Se hele galleriet

Det var lidt af en våd rockdrengedrøm, der gik i opfyldelse, da det sidste år blev annnonceret, at en ny konstellation bestående af Josh Homme i front, Dave Grohl bag gryderne og selveste mr. John Paul Jones på bas og tangenter ville se dagens lys under navnet Them Crooked Vultures. Altså chefarkitekten bag Queens of The Stone Age, den nuværende Foo Fighters-frontmand, der tidligere slog så eminent på tromme i Nirvana, og bassisten, tangentspilleren og ekvilibristen fra intet mindre end Led Zeppelin. Bandet begyndte hurtigt at turnere og havde i nattens mulm og mørke fabrikeret et debutalbum, som i hvert fald den brede offentlighed ikke vidste noget om. Den slagkraftige plade udkom, med tydelige trademarks fra de respektive musikeres særkender. Tungt og skævt, groovy og psykedelisk, og i passager ganske melodisk; dejligt. Et album, der helt naturligt dannede centrum om aftnens koncert.

Bandet lagde ud med den lakoniske No One Loves Me And Neither Do I, og det stod fra starten klart, at lyden var god, og at bandmedlemmerne var tændte, og at de var kommet for at fyre den af, såvel som for at ha' det sjovt. Sidst Homme gæstede festivalen med Queens of the Stone Age, var det lidt af en skuffelse, men det blev der rådet bod på ved denne lejlighed. Josh sang godt igennem, håndterede spaden med sikker hånd (i øvrigt flankeret af hans faste makker Alain Johannes, som var eneste ekstra musiker på scenen), John Paul Jones viste, at han stadig godt kan flytte fingrene, på strenge som på klaviatur, og Dave Grohl var aftnens helt store oplevelse.

Han hører utvivlsomt til blandt klodens aller-ypperste rocktrommeslagere, nært beslægtet med ikonet John Bonham, som John Paul Jones dannede rytmeduo med i de hæderkronede Led Zeppelin-dage. Grohl har et tungt og sejt drive, og hans vilde "fills" fylder på en dynamisk og ofte overrumplende måde. I det hele taget er der masser af Zep over Them Crooked Vultures. Der er rytme- og taktskift, hårde riff og synkoperinger, som ikke er for nybegyndere. Bandet spiller ultra-tight, der er ingen slinger i valsen, og så er der god plads til improviation og fri leg. Allerede tre sange inde i koncerten på Scumbag Blues begyndte holdet at lege med materialet, og blev nærmest meditative i deres spil. De tog sig rigtig god tid, cool nok, men måske lige tidligt nok i sættet. Og der var plads til lir undervejs; midt under koncerten stod Johannes solo scenen og viste sit "stuff", og hen mod slutningen bevægede Jones sig ud i et længere solostykke på klaver, der nærmere var et kryds mellem klassisk og free jazz end psykedelisk stoner-rock. Han kan sit kram, og som sådan var det en udmærket afveksling midt i det ellers vedvarende lydtryk.

Et andet særkende er den psykedeliske "vibe", der går igennem mange af numrene, som man også kender det fra Queens of the Stone Age: Homme slår ofte over i falset vokal, og tit er der anden stemme på over lange passager. Det giver et ofte drømmende, og lettere hypnotisk, billede, som lægger sig smukt på toppen af den hårde grundtone og danner en særlig dynamik. Et nummer, der i høj grad havde dynamik var Guman, som swinger som ind i helvede, anført at Grohls seje groove, og som føles direkte faretruende når Homme langsomt messer teksten frem.

Eneste minus ved koncerten, og for Them Crooked Vultures som helhed er, at ikke alle sange er lige stærke, og enkelte kan virke noget tunge i det, som fx Caligulove. Bandet mangler lidt de oplagte hits, som man kender fra musikernes andre konstellationer. Her er tale om yderst produktive herrer med mange jern i ilden, men kunne man ønske noget for fremtiden, må det være lidt mere tid i skrivefasen, for hvad angår udførelsen, dynamikken, sammenspillet, niveauet og spilleglæden er der intet at komme efter.

Homme var aftenen igennem i strålende humør og udtrykte gentagne gange sin tilfredshed med publikum - vi er ganske enkelt fantastisk smukke mennesker! - og han konkludere, at vi i aften havde skabt noget specielt sammen. Og det var unægteligt specielt at høre den sprudlende og kompetente supergruppe folde sig ud på bedste vis på en skøn sommeraften foran Orange Scene fredag aften.