Anmeldelse / Live / Søndag d. 04-07-2010 kl. 09:42

Herbie Hancock
Operaen, Copenhagen Jazzfestival,
lørdag d. 3. juli 2010

Anmeldt af Ivan Rod

GAFFA		3 stjerner
Læserne		5,20 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Skuffende indsats af et af Jazzfestivalens hovednavne

Et af Jazzfestivalens absolutte topnavne, 70-årige Herbie Hancock, gik lørdag på scenen i Operaen.

Amerikaneren har som få været stilskabende inden for moderne jazz. Derfor var der naturligt nok meget store forventninger til pianisten forud for koncerten. Og derfor var koncerten udsolgt. Men…

Lad det være sagt med det samme: Koncerten var en meget stor skuffelse, fuldt på højde med forventningerne. For væk var den stilskabende autentiske autoritet, som man med rette havde forventet at høre. Den Herbie Hancock, der optrådte på Holmen, fremstod som en selvforherligende mester, der hvilede på laurbærrene – bakket op af fem kompetente musikere, som alle udviste blind autoritetstro og mangel på trang til at udfordre. Havde det ikke været for de fems respektive meritter, kunne man have troet, at den aldrende mester bevidst eller ubevidst havde omgivet sig med musikere med én kvalitet tilfælles: Mangel på evne til at overstråle ham selv.

Væk var det stilskabende i hvert fald. Væk var kvaliteten. Væk var autenticiteten. Væk var enhver antydning af fokus. Tilbage var et ufokuseret musisk tilbageblik. Og et publikum, som hyldede mesteren, for det der var engang.

Koncerten startede med en uelegant fusion og slendrede derfra gennem et par ligegyldige numre for i første sæt at ende i et udmærket medley over tidligere præstationer. Andet sæt var helliget mesterens nye Imagine Project: En jazzificering af en række rockballader, som eksempelvis John Lennons Imagine, Peter Gabriels Don't Give Up og Bob Dylans The Times, They Are A'Changin'. Disse numre blev fremført med musikerne som sangere. Men selv om flere af musikerne – for eksempel guitaisten Lionel Loueke – faktisk er habile sangere, så fremstod han og de andre sidemen (og -kvinder) i Herbie Hancocks kontekst som amatørsangere i et skoleorkester.

Ingen! Hverken kapelmesteren eller for den sags skyld trommeslageren Vinnie Colaiuta, bassisten Tal Wilkenfeld, guitaristen Lionel Loueke, keyboardspilleren Greg Phillinganes eller sangeren Kristina Train imponerede. Hellere udsætte sig selv for et genhør med mesteren på det bagkatalog, som så rigeligt er tilgængeligt på plade og cd.