Kan ikke være mere enig i anmeldelsen. Fedt at Arena, kan blive til et "lille" intimt spillested, der dog virkede for småt til denne her koncert. Det bliver super, at gense The National til november i KB-Hallen. Glæder mig :-)

Fed, fed & fed oplevelse med kronisk gåsehud - og desuden en glimrende anmeldelse! Må dog lige rette anmelderen mht til stavefejlen i "Secret Meating" (meeting), da sangen handler om et møde og ikke kød

The National er et super fedt live band. Men lyden var altså bare ikke god, det trækker virkelig min oplevelse ned.

Lyden ér bare ikke god på Arena:-(
Det ville være fedt, hvis det kunne blive fikset; men nu har det været sådan i adskillige år, såeh...
Men glimrende koncert!

Er jeg den eneste her, der blev irriteret over de lange pauser mellem numrene? Sangene er jo fantastiske, ingen tvivl om det, men for mig at se - samt for den flok som jeg stod med helt oppe ved scenen - virkede både band og forsanger distancerede og tourne-trætte. Berninger mønstrede måske lidt momentan vrede og det var da også meget rock'n'roll, at han allerede var stiv, da han ankom på scenen (og kvalte to fadøl og en flaske vin under koncerten...), men alt i alt var det for os en lidt flad oplevelse.

Siden 2005 på Loppen, har The National spillet en række koncerter, lige fra den vellykkede optræden på Odeon scenen på Roskilde Festival, 2007 til udsolgte koncerter i Amager bio, Vega, Train og ikke mindst Tivoli koncertsal i 2009. Det har udviklet sig til at bandet har fået sig en pålidelig fanskare, som tydeligvis stod klar til koncerten på Roskilde Festivalens næststørste scene, Arena.
I selskab med cirka 17.000 forventningsfulde publikummer, inviteres man ud i et melankolsk og mørkt univers med det amerikanske indie rock band, The National, dirigeret af den ranglede, charmerende og alligevel meget ydmyge forsanger, Matt Berninger, der er iført en formel habit, pjusket hår og fuldskæg.
Bandet lagde ud med det smukke og utroligt energiske nummer ”Mistaken for strangers”, som hurtigt satte dagsordenen for resten af koncerten med en række af de bedste sange fra de sidste tre albums ”Alligator” (2005), ”Boxer” (2007) og det nye ”High Violet” (2010). På fascinerende vis, i koncertens forløb, begyndte Berninger at vise sine følelser på trods af hans indadvendte facon, ved at bevæge sig rastløst rundt på scenen og til tider slutte sig til de øvrige medlemmers instrumenter, for eksempel ved at gå lidt ned i knæ og nærlytte deres lyd.
Trods uheldige problemer med lyden, bevægede vi os gradvist længere ud på en eventyrlig rejse med det engagerede band, der havde i sinde at udtrykke deres glæde ved at spille i Danmark endnu engang. Fundamentet for en intim og indbydende stemning var skabt, hvilket satte sit præg på sjælen, at sveden fra den ulidelige hede, fordampede i eufori.
Upåvirket af den bagende sol, fornemmes en stigende entusiasme fra de mange publikummer, for de beundringsværdige herrer, der uden tvivl tillagde en stor mundfuld seriøsitet samt lidt selvironi, som Berninger på afslappet og karismatisk vis gjorde brug af undervejs. Begejstringen fik publikum til at synge med på det subtile og meningsfulde nummer ”Slow show”. Et fantastisk øjeblik, der fik kroppen til at krible af nydelse.
Med den politiske ”Squalor Victoria”, fornemmede man, hvilket stil Berninger ønskede at bevæge sig hen imod i løbet af de omtrent 75 minutter. Han tilføjede nemlig en dimension, man sjældent er vidner til på deres i alt fem plader, hvis man ser bort fra forrygende numre som ”available” og ”Murder me Rachel” (Sad songs for dirty lovers, 2003), ved at skrige sig hæs, mens han på dramatisk vis ligger på knæ og giver udtryk for sine indre følelser.
Hen mod midten af koncerten foldede vildskaben sig ud og nåede sit klimaks, da de øvrige instrumenter støjede noget mere og Berninger pludselig fik lyst til at forlade scenen, for så at forsvinde ind i mængden og ”crowdsurfe” i pitten oppe foran, mens han sang/skreg sangen ”abel” (Alligator, 2003). En fængslende oplevelse for de jublende fans, der svarede igen med kærlighed og henrykkelse. Imponerende, fordi Berninger selv har bemærket sit ambivalente forhold til at stå på scenen.
Til slut, rundede The National af med det vidunderlig skønne og rørende nummer ”Fake Empire”, der sendte hænderne i vejret, mens der blev sunget fællessang, hvorefter Berninger i sin aggression med sangen ”Mr. November”, igen skreg sig hæs, endte på knæ og lod sin vrede gå ud over mikrofonstativet, der smadredes ned på scenegulvet.

De intelligente indierockere formåede trods deres indadvendte form og ujusterede lyd, at påvirke de dedikerede fans med deres fænomenale evner på scenen, som hovedpersonen, Matt Berninger upåvirket demonstrerede med sin altid så mobile, følsomme og til tider utilregnelige tilbøjeligheder, som kunne få enhver til at betvivle hans mentale tilstand, der mindede om en urolig autist i aktivitet. En stil som han tydeligvis har fundet sig til rette med i selskab med et publikum, der lod sig drukne i den fantastiske musiske energi bandet skabte på de knapt 75 minutter. Dejligt befriende var det også at opleve, hvordan Matt Berninger og co. ikke lod sig ryste, da han kom skævt ind på ”Fake empire” og måtte begynde forfra med et roligt og beskedent smil, som også fik de medrevne publikummer til at grine medfølende med.
Med sin smukke barytone stemme, fortryllede Berninger tilskueren, der undervejs stod tilbage med følelse af ekstase og en dosis adrenalin, så man hurtigt bemærkede anerkendende kærlighed for bandets hårdtarbejdende forsanger, der med et stort overskud leverede en flot præstation, selvom omgivelserne ikke helt passede ind.
Der er ingen tvivl om at The National ikke er et festivals band. De passer bedre ind på de små og mere intime koncerter, med kun få tusinde tilstede, hvor de kan skabe deres eget rum. Men alligevel lykkedes det dem at overbevise sit publikum med deres bevægende og meningsfuld rockmusik, har enormt meget potentiale for at nå højderne.