Anmeldelse / Live / Mandag d. 05-07-2010 kl. 13:25

Prince
Orange Scene, Roskilde Festival,
søndag d. 4. juli 2010

Anmeldt af Jesper Buhl
Foto: Simon Wedege, simonwedege.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		4,66 stjerner i snit (efter 32 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Lir af mange varianter: Den funky, den unødvendigt bluesede, den religiøse og den med guitaren.

Pladsen foran Orange Scene var fyldt helt op med forventningsfulde mennesker, før Prince skulle starte sin koncert klokken 22. Desværre skulle det vise sig, at de første 20 minutter skulle gå med, at diverse bandmedlemmer lige skulle ind og spille et par irriterende blueslicks eller hæve armene for at få publikum til at juble. Det eneste, man hørte fra Prince i de 20 minutter, var lidt guitarlir fra bagscenen.

Hans kongelige status til trods, så er det bare ikke cool at lade folk vente, men da lillaprinsen så endelig ankom, var det med et brag af en festligt medley af firserhittene Let's Go Crazy og Delirious, som dog alligevel føltes noget langt og tomgangs-agtigt, for uanset hvor funky funken er, er der grænser for hvor langt man kan trække groovet ud. Og, hånden på hjertet, er der nogen, der har brug for en lang mundharpesolo så tidligt i en koncert? Prince er naturligvis kendt for at lire på alle mulige planer, men til en festivalkoncert ville det have klædt ham at stramme numrene op og spille flere sange. Trods alt besidder manden jo et imponerende bagkatalog af sexy og funky hits.

Efter fine versioner af 1999 og Little Red Corvette, gik der funkprædikant i den med en lidt for lang version af (I Like) Funky Music, som gik over i et udmærket cover af Chics discoklassiker Le Freak. "This is real music by real musicians," prædikede Prince til folket, som syntes at godtage dette lidt mærkelige budskab. Hvornår laver man musik, men er ikke en musiker?

Det utroligt dygtige band spillede kompetent, tight og groovy, og når Prince spillede up-tempo-sange, skulle man være en umådeligt sortsynet livshader for ikke at danse sin popo af. Desværre skulle festen så afbrydes af et alt for langt segment af gospelsange, hvor vi fik In The Arms of An Angel og Lean On Me, inden en ret fin Nothing Compares 2 U med yderst kompetent gæstevokal af Shelby J. At Prince peger på forbindelsen i sin musik til gospel er yderst sympatisk, men måske nok noget, der skulle have været udeladt i denne festivalsammenhæng.

Den ordinære del af koncerten afsluttedes med langsomt ulmende version af Purple Rain, men selv om Prince sagde "thank you and good night," var der ikke nogen, der rigtigt troede på, at his purpleness var færdig med at spille for os, og, ganske rigtigt, han kom da også ud og spillede igen hele tre gange.

Først fik vi noget, der lød som et medley af Jackson 5's Shake Your Body (Down To The Ground) og Sly & The Family Stones Everyday People. Anden gang blev vi begavet med monsterhittet Kiss, og tredje og sidste gang gik der disco i den med noget, der lød som en funk-disco-version af Sylvesters HiNRG-sang Dance (Disco Heat), alt imens Prince shakede booty og publikum jublede, festede og fik i hele taget den party-afslutning på festivalen, de havde fortjent.

Som koncert betragtet var der virkelig mange højdepunkter, men også steder, hvor det blev lidt for stillestående. Lad os få lidt flere af dine egne sange næste gang, Deres Højhed.