Anmeldelse / Live / Mandag d. 05-07-2010 kl. 20:52

Beach House
Pavilion, Roskilde Festival,
lørdag d. 3. juli 2010

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Rasmus BS Hansen - www.terranaut.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,40 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Lavmælt intensitet fra fremragende Maryland-duo

Billede: Arkivfoto

Med deres - med rette - særdeles anmelderroste tredje album "Teen Dream" i ryggen havde Baltimore, Maryland-gruppen Beach House fyldt Pavilion-teltet til bristepunktet. Gruppen er normalt en duo alias sangerinde og keyboardspiller Victoria Legrand og guitarist Alex Scally, men er live udvidet med trommeslageren og slagtøjsspilleren Graham Hill. Flere musikere behøver Beach House ikke for at skabe deres stærkt atmosfæreskabende, minimalistiske, melankolske, repetitive sange, hvor antallet af akkorder er nogenlunde omvendt proportionalt med intensiteten. Lidt som eksempelvis Mikael Simpson, uden yderligere sammenligning. Ellers peger Beach Houses musik mere i retning af såkaldt dreampop/shoegazer-musik som eksempelvis firsernavnet Cocteau Twins, men den klinger også i retning af både Velvet Underground og spøgelses-sirenen Hope Sandoval og hendes gamle band Mazzy Star.

Beach Houses helt store aktiv er Victoria Legrands dybe, meget smukke stemme, der heldigvis stod klart i lydbilledet og gav associationer til legendariske Nico, bortset fra at Legrand rent teknisk synger langt bedre. Og sammen med hendes ganske enkle orgelspil og rytmeboks, Alex Scallys ligeledes tilbageholdte guitar og Graham Hills diskrete trommer var det alt rigeligt til at få de blå toner til at sænke sig smukt over Pavilion-publikummet.

Beach House gav os størstedelen af "Teen Dream" blandet med højdepunkter fra deres første to album. Det var dog primært sangene fra "Teen Dream", der tog kegler hos publikum, der kvitterede med masser af klapsalver. Trods musikkens afdæmpede karakter var der også liv i Victoria Legrand, der gang på gang nærmest headbangede, så hendes lange, mørke hår fløj til alle sider. Tydeligvis levede hun sig helt ind i musikken - og det var også svært at lade være.