Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Lørdag d. 10-07-2010 kl. 05:35

Buddy Guy
Amager Bio,
fredag d. 9. juli 2010

Anmeldt af Torben Holleufer
GAFFA
6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner
6 stjerner
Læserne
5,00 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Levende legende ramte toppen

Det var en koncert af de helt sjældne, da bluesmesteren Buddy Guy sammen med sit fede band hjemme fra hans egen bluesbar i Chicago, Legends, spillede på Amager Bio. Stedet er i forvejen et ballroom af dimensioner med et kyndigt og godt publikum, og Buddy Guy fik i den grad vist, at han som 74-årig stadig har alle færdigheder i behold. Stemmen havde som altid en diktion, som var en Muddy Waters værdig, og spillet på Stratocasteren var stadig, så man kunne forstå, hvorfor Buddy Guy har været mentor for så mange af rockens store: Fra Eric Clapton over Jimi Hendrix til Stevie Ray Vaughan.

Allerede fra andet nummer, Willie Dixon-klassikeren Hootchie Kootchie Man, havde vi opskriften, hvor han ville eksplodere med kaskader af toner, distorted helt ud, syngende højt oppe på gribebrættet, hvorefter han ville tage stemningen helt ned og betro os fra dybet af sine machosange. Om den 19-årige pige, som "can't resist" og "Hey little girl, I'm gonna mess with you" og "I'm gonna send ya back to your Mama, Darlin'"som det sig hør og bør, når man er en virilt brovtende bluesmand med en guitar. Det var hamrende sjovt og uformelt, og det kyndige publikum var med i hver en historie og opildnede Buddy Guy til at sige tingene uden omsvøb. Hvorefter han ville kaste sig ud i endnu et svimlende forløb på sin spade.

Helt i hvidt med sin trademark-sixpence på hovedet var det en Buddy Guy i topform, vi mødte på denne aften. Bare det typiske traktement af guitaren, med den twangede diskantede lyd og hammers on-teknikken, viste hvorfor denne mand er regnet som en af klodens ypperste. Der var intet retro her. Ingen ældre stjerne, som rejste rundt som et levende museumsstykke. Nej, Buddy Guy var så god, så ung og så sjov som nogensinde på denne fredag aften.

Jeg kunne rigtigt godt lide hans rundtur med hilsner til de gamle venner, der ikke er her mere, eller til folk som Clapton, der har inspireret ham, eller rettere ikke kunne have gjort helt så meget uden Buddy Guys pionerarbejde på de gamle indspilninger på Chess-plademærket i starten af 1960'erne. Her kom vi jo ikke uden om den afdøde partner, mundharpegeniet Junior Wells, eller en John Lee Hooker, eller en Albert King. Samtlige blev hilst med guitaren af en mester, der kunne alle stilarterne. Ligesom bandet var uforligneligt, specielt andenguitaristen og keyboardspilleren, som demonstrerede noget klaverspil, der ville have været en Dr. John værdig, eller noget herligt perkussivt orgel.

Selvfølgelig kunne Guy ikke nære sig for at tage en tur ned blandt publikum, mens han fyrede guitar af for fuld skrue. Bare højdepunktet på en koncert af de helt sjældne. En lærer og mentor og levende legende, for hvem vi var lykkelige disciple i den tid, seancen varede.

Det var fantastisk. Helt vildt.

Tip en ven
15 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Helt enig! Buddy og bandet var i topform. Håber denne koncert gir genklang i branchen - og får Buddy Guy tilbage til København, soon.
Lidt for meget det forventelige ? Og er 1 time og 17 minutter nok til 400 kr ?
Det gode var hans vokal, timing og de stille numre, f.eks Skin Deep.
2. guitaristen tog soloerne mens BG stod over i hjørnet...
Inget ekstranummer (som forventet).

Opvarmningen med Troels Jensen og Jørgen Lang ******
Publikum ******
Buddy Guy ***
Bare jeg havde været der :(
Hvis du rater Jensen & Lang over Buddy Guy, og klager over prisen på 400 kr. for SÅ fed en oplevelse, så skulle du sgu skamme dig, og når du har gjort det, så skulle du skifte brugernavn.
Jeg er helt enig med Nattavut, det var den fedeste blues oplevelse længe, Buddy Guy er FANTASTISK!!!!!
Der var meget godt; men man skal være lidt nuanceret.
Troels Jensen og B G er to forskellige shows, som skal bedømmes efter hver deres skala.
fik lige lyst til at skrive her, hvad jeg har skrevet på min FB. profil
" bare noget s... Vis mereå hamrende enig i denne anmeldelse.Min egen tilføjelse : En 74 årig særdeles levende superstar, der foruden stadigvæk at kunne overraske,også behersker en anden en stor kunst -at have bevaret respekten for hans publikum. Fuldstændig engageret i opgaven, at give alt hvad han kunne. Intet blev kørt af på rutinen, eller med den ene hånd i lommen. Hans små "adfærdsvanskelige udfald" ( har et enkelt på video) var sjove, selvom de måske kan have forstyrret lidt i en mere blueskyndig persons univers. I mit eget var det bare forfriskende.
At han samtidig behersker kunsten " at spille med tænderne" og med en trommestik, som han forærede undetegnede som bagefter forærede den til sin kæreste, gjorde bestemt heller ikke noget:-) Denne vandrende pind vil blive gemt og passet på. Ikke som et relikvie fordi Guy har spillet med den - mere som symbolet på en koncert hvor humor, eklatant guitarspil og engagement gik op i en højere enhed. Den slags koncerter er sjældne- lad os få nogen flere af dem.

http://gaffa.dk/anmeldelse/41223"
Det er jo ofte sådan, at hvis ikoner "leverer varen", bliver de kaldt forudsigelige, og hvis de så tillader sig at experimentere, beskyldes de for at sælge ud og lefle.
Personlig synes jeg ikke, at der findes stjerner nok til Mr. Guy's sublime show.
Fantastisk sanger, fantastisk guitarist, fantastisk show og ikke mindst fantastisk band. Ægte ydmyghed og tilpas sætten tingene på plads, og vise hvordan den slags skal gøres!
Troels Jensen og Jørgen Lang var osse fantastiske!
Sådan!
Første live-oplevelse med Buddy Guy...og hvilken oplevelse. Fra første nummer væltede han mig bagover med sin virtuositet. Utroligt at opleve, hvordan han intuitivt og genialt smelter sammen med guitaren - og mestrer publikum på samme måde. En fantastisk lethed i alt, hvad han gør - og har også så meget overskud, at han har geniale musikere i bandet.
Kanon koncert.
En fantastisk oplevelse.
Bliver sgu lidt pikeret over at se, at nogen kan rate Jensen/Lang højere. Det er da totalt mangel på både indsigt og respekt i det hele taget at sammenligne. Medgiver, at Jørgen Lang var fantastisk og sagtens kunne være med hos Buddy, men i forhold til Troels Jensen...tja, det kan ikke ses, at han er 10 år yngre end mesteren. Han har haft en lang og glorværdig karriere i dansk bluesmusik, men skal vi så ikke bare sige, at vi her fik udstillet niveauet på Danmark og verdenstoppen. *S*
Og - jeg smiler stadig. Det vil jeg sandsynligvis gøre i al evighed hvergang jeg hører udtrykket " Spread your Wings "- for også det fik Guy forklaret, uden at det på nogen måde blev lummert.
Synes iøvrigt, at sammenligningen mellem Jensen/Lang og Guy er absurd. De første var sat på en næsten umulig opgave. Ikke deres skyld, at det vi kom for, ikke var at høre solid Mojo-blues. Vi ville høre Masterblues, det var det vi ventede på - og - det var det vi fik.
Personligt syntes jeg at de løftede opgaven formidabelt, og det var bestemt ikke deres skyld at mange, inklusiv mig selv, blev lidt utålmodige.

Prisen - er der andre steder end i dette land, at man kan høre en sand mester til den pris, og til noget der nærmest havde karakter af en intimkoncert ? Jeg tror det næppe. MVH Laila
Korrekt at det var en god koncert.

Men der gik lidt for meget amerikansk show og for meget snak i den ind imellem.

Men manden er 74 år, og dyb respekt for hans performance.
Hvis man er udadvendt og taler/interagerer med sit publikum og på denne måde viser respekt, er det Las Vegas, og hvis man "bare" spiller er man indadvendt/arrogant...
Men man har selvfølgelig lov til at mene, hvad man vil.
Det er nu egentlig meget naturligt at opføre sig som amerikaner, hvis man er det...
Hvis I havde hørt ham for 10 år siden, ville I give mig ret. Nu er der for meget imponator effekt og for lidt blues guitar.
Jeg respekterer dog at han stiller op trods sin alder og synes også det var godt. Bare ikke til 6 *...:-)
Bluesfan har da lov til at have sin mening og sin oplevelse af koncerten uden, at han af den grund "skulle skamme sig" og "skifte brugernavn". Det er da en saglig og nuanceret kritik han kommer med. Man skal ikke absolut være enige.
Jeg hørt ham faktisk også live for snart det meste af ti år på Store Vega i 2003; og han var sgu lige så mega fed som dengang!

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.