Tre uger efter pladen er udgivet!?! Det er vidst ikke helt godt nok...

Først og fremmest har denne anmeldelse været en million år undervejs. Derudover lyder det for mig som om anmelder har haft mere travlt med at læse andre blades anmeldelser af albummet, end med at finde sin personlige holdning. At sige er Eminem fortsat blot er negativ på verden, som han altid har været, er ikke alene forkert for dette album, men også for hans øvrige produktioner. Hvad skal følgende sætning iøvrigt betyde: "måske undervikler han sig bare ikke personlig", med en så stor forsinkelse burde man have haft tid til at tjekke grammatiske fejl. Jeg er ikke alene rystende uenig med anmelder, men mener også at der er en del ethos der falder bort når hovedkritikpunkterne bliver "for mange ord" og "mere indviklede rim end de fleste andre bruger." Det burde vel netop tale for mandens intelligens, og imod at han blot er en såkaldt "Brian-rapper", som han så nedladende kaldes.

I øvrigt lidt mærkelig kritik af hans komplicerede rim (som anmelderen udtrykker det), når Illmatic, der efter min mening er hip hoppens mest gennemførte album, nærmest ikke bruger andet end disse type rim hele vejen igennem.

På en sang som Space bound bruger han meget kortfattede ord og kun få gange multisyllabic rhyming, hvilket er sjældent i hans tilfælde, så endnu engang malplaceret kritik.

Jeg er ret uenig med Grubert.

Recovery er efter min mening det bedste Eminem album siden The Eminem Show.
Det er i mine øjne et plus med nye producere, giver Em' en mere nutidig lyd, og udfordrer ham lyrisk.

Teknisk set har detroit-rapperen stort set ikke videre bedre, med et unikt flow og har endda fået en ekstra dimension i rapstilen, idet han har skruet gevaldigt op for tempoet!

Derudover vender han tilbage til den følsesladede og introspektive rap, der mine øjne er hans styrke. Det lyder ud af hans live shows i år, og på "recovery", at han har genopfundet lysten til at rappe, og selv på den middelmådige Relapse, var han bedre end de fleste amerikanske rappere, så forstår ikke at han kun for 3 stjerner?

Men giver Grubert ret i hans rap stadig er pubertær, men dog ikke brianagtig. Brian-agtig rap er bulldogg!

#8: Din anmeldelse er god og er faktisk også mere eller mindre enig... især med hensyn til "25 to Life", der virkelig er et genialt track og "No Love". Men synes stadig lydsporet halter en anelse bagud... Og de (over)kommercielle flik-flak's kunne man derudover også have været foruden som jeg ser det! Men helt klart hans bedste siden The Show, and that's a fact

#9: Nemlig er ret enig med dig. Men nu synes altid Em's singler ofte har været overkommercielle... stan, the real slim shady osv. Men elsker det stadig, for synes det er sjældent at han går på kompromis med lyrikken, selvom det überkommercielt shit. =)

Og “here we go again” med endnu en anmeldelse hvor CG ikke overraskende hopper med på anmeldertrenden med at rakke ned på Eminem. Nuvel, Gruber kan ikke rigtig lide albummet, fred være med det, musik er som bekendt en smagssag. Men at påstå at Eminem netop på dette album ”stædigt” har holdt fast i sin stil siden dag 1 og ikke har udviklet sig personligt er direkte ubegribeligt, forkert. Gruber synes at have ladet sig fuldstændig forblænde af hvad han forventer et Eminem album skal indeholde – vrede og vold – og misser totalt at det her album er alt muligt andet end netop vrede og vold. Det er en – bogstaveligt talt - genopstået Eminem, der leger med nye beats og producere og med en variation af flows der (undskyld udtrykket) pisser lårtykke stråler op og ned af alle andre rappere i gamet lige nu.

På Recovery får man netop det mange af os har sukket efter siden The Eminem Show, hvilket salgstallene også viser, nemlig en på adskillige sange langt mere introspektiv, livserfaren og moden Eminem end nogensinde set og hørt – jeg nævner i flæng Space Bound, hvor teksten hvis man altså vover at grave ned under den åbenlyse kærlighedstematik handler om den evige kamp mod afhængighed (hermed en opfordring til anmelderen og øvrige læsere af indlægget til at tjekke hvad termen Space Bound er et slangudtryk for) eller 25 to Life der umiddelbart synes at handle om ekskonen, men hvor Eminem ganske brilliant ’flipper’ teksten til at handle om hip hop. Der er gods i teksterne, ikke bare form- og rimmæssigt, men også indholdsmæssigt. Vi får også endelig et album, hvor Em vover at løsrive sig fra Dre og forsøge sig med nye producere på mere vovede beats, hvilket jeg personligt synes er temmelig forfriskende. Hvor Gruber hører en mand der bruger en masse energi på at virke som om alt er tilbage til normalen, hører jeg en mand der endelig har fundet livet, glæden ved musikken og inspirationen igen. Alt i alt præsenterer Recovery på mange måder en Eminem der ER ’grown up’ – synd at CG ikke har opdaget det, men det er vi heldigvis en masse andre der har.

[Dele af dette indlæg er slettet af admin, fordi det overskred GAFFA.dk's forumpolitik.]

"Jeg hører en mand, der desperat prøver at finde sig selv, men ikke helt kan, fordi han ikke selv ved, hvem han er."

- CG

Jeg kan til dels godt være enig i dette udsagn, men lytter man til teksten så opdager man helt sikkert også en person der så til gengæld ved hvem han IKKE vil være. Det kræver mod at erkende dette. Kigger man på tidligere anmeldelser, så tvivler jeg ikke på at overskriften på anmeldelsen uden tvivl ville have været den samme, hvis Recovery havde været i sammen stil som de foregående albums. Det går ikke længere at rappe om hans had til hans mor, hans eks-kone diverse andre mennesker. Som CG skrev i anmeldelsen om Relapse, så bliver det til sidste en gimmick. Den opskrift virker simpelthen ikke længere.

Hvad gør man så? Du fokuserer på dine lyrics og dit flow. Back to basics. Er tydeligt at der på dette album er meget få beats som man husker, men ser du forbi det, så har Em aldrig nogensinde haft et bedre flow end på Recovery. Hans vers på 'No Love' i sig selv kører ham direkte ind som den mest suveræne rapper du kan finde lige nu. The best rapper alive!

Dette album er en skillevej for hans fremtidige udgivelser og tvivler ikke på at han endnu engang kommer til at skabe debat, som han altid har gjort.
Jeg syntes dette album fortjener 4/6 stjerner. Hvis standarden fra tidligere bedømmelser skal holdes, så er dette bestemt ikke et dårligere album end hverken Relapse eller Encore. Han er en bedre Mc end før, men til gengæld kan hans valg af producere godt diskuteres. Men altså... Vi fans kan jo sjældent li' forandringer. Kræver mod af kunstneren og forsøge at vise en ny side af sit reperoire.