Anmeldelse / Live / Fredag d. 16-07-2010 kl. 15:33

Selvmord
Grøn Koncert, Esbjerg,
torsdag d. 15. juli 2010

Anmeldt af Rebecca Thuesen
Foto: Jakob Boserup

GAFFA		4 stjerner
Læserne		2,33 stjerner i snit (efter 6 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Klynke-rapperne holder triumftog

De ellers så hårdkogte og tatoverede herrer, der udgør Selvmord, har fundet deres bløde sider frem, og det fungerer faktisk imponerende godt. De dystre melodier, de hæst sungne omkvæd og lyrikken der, trods de bløde emner, kammer over i sprog, man ikke taler foran sin mor, går op i en højere endhed. Eller det ville det i hvert fald have gjort, hvis ikke lyden var noget af det hidtigt værste i dag.

Når der er tale om rap, er det helt essentielt, at man kan høre hvert et ord tydeligt, for ellers går der alt for meget mening tabt, og det skete konstant under denne koncert. Det er ærgeligt, for teksterne er dybe nok, og man ville få meget ud af at høre alt der blev sagt. Drengene henter alligevel meget ind på charme, rytme og et flow som få danske rappere kan gøre efter, og en af de tanker, der især går igen hos denne anmelder er, at de her drenge ikke smider noget på plade, som de ikke kan levere live, hvilket er en udelt fornøjelse.

Det er jo ikke fordi, de har så meget materiale at trække på som gruppe, så sættet er forholdsvis kort. Vi får en ny sang, uden at få præsenteret en titel, og vi bliver bedt om at råbe og skrige, som om vi har hørt det tusind gange før, for koncerten bliver nemlig filmet. Det er såmænd også et virkelig godt track, så det er der ingen problemer i, og hvorfor den blev fravalgt til pladen, forstår jeg bestemt ikke. Den handler om den uperfekte mand, der ikke kan redde sin kvinde, og det udføres i nærmest messende harmoni. Flot.

Iøvrigt forsøger Selvmord sig, meget, meget vovet, med en dansk rappet version af Nirvanas kult-hit "Polly". De er da også selv klar over, at det er noget af et vovestykke, og L.O.C. tager flere gange sangen igennem temperaturen på publikum, for lige at sikre sig Nirvana-fans' samtykke. Som sagt, meget vovet, og det er da heller ikke udelt vellykket, men heller ikke en skændsel. Forsøget er bestået efter min mening.

Folket går for alvor amok, da gruppens største hit "Råbe Under Vand" starter op som sidste nummer, og jeg tænker lidt, at det var sådan her, Nik Og Jay ville have lydt, hvis de havde haft nosser.

Lyden skæmmer, men alligevel var det en fornøjelse at tilbringe en time med L.O.C., Rune Rask, Emil Simonsen, Andreas Duelund og Jonas Vestergaard. Det gør jeg gerne igen.