Anmeldelse / Live / Fredag d. 16-07-2010 kl. 15:55

D-A-D
Grøn Koncert, Esbjerg,
torsdag d. 15. juli 2010

Anmeldt af Rebecca Thuesen
Foto: Jakob Boserup

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,33 stjerner i snit (efter 6 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Det er D-A-D, og det er fremragende. Punktum.

Grøn Scene skal naturligvis lukkes og slukkes af Grøn Koncert-veteranerne D-A-D. Det første jeg vil sige er, at de på denne scene så rigeligt bekræfter, hvad de fleste af os allerede ved: D-A-D har måske nok været her længe, men de er helt sikkert ikke færdige. Denne koncert slår i dén grad benene væk under mig, og er uden diskussion den bedste afslutning jeg kunne få, og publikum lader til at være helt enige i den vurdering. På intet tidspunkt i dag har der været så stor entusiasme at spore, og her er der virkelig dømt rigtig koncert, ikke bare småknævrende folkefest.

"Evil Twin" starter sættet, og med røg, lysshow og masser af larm fortsætter rocktoget derudad. Vi får alt fra det ældste, eksempelvis "Jihad" og "Marlboro Man" - der i år har 25 års jubilæum - til "Monster Philosophy" fra det seneste album af samme navn. Perler som "Point Of View", "Everything Glows", "The Road Below Me"og "Sleeping My Day Away" får os alle helt op at ringe, og jeg må for første gang lade notesbogen falde ned i tasken ind i mellem, så jeg kan headbange med min sidemand.

De spiller kræftedeme utroligt. Jesper Binzers vokal er fænomenal, og endnu ikke berørt af tidens hugtænder, og energien der kommer fra ham er overvældende, han har virkelig kontakt med alle, selv på bageste række. Han kan skrige sig selv, sit band og hele sit publikum helt ned i helvede og vel op igen, som vi senere skal se. Broderen Jacob Binzer klarer sig også smukt, omend han jo er noget mere rolig at skue. Det mest ekstravagante fra ham er toner og en høj hat – muligvis en hyldest til kollegaen Slash? Men mere behøves bestemt heller ikke. Bassist Stig Pedersen er endnu mere hyperaktiv end Jesper, og spiller på sine sindsygt udseende basser, snart stående på stortrommen, snart på højtalerstakkene, og sammen med Laust Sonne danner han en sikker og eksplosiv rytmesektion. I det hele taget spiller drengene så beskidt, at selv en Roskilde Festival-gæst, der ikke har vasket sig hele ugen, ikke kommer i nærheden af det.

10. nummer er ventet med længsel. Da de føste akkorder til "Bad Craziness" lyder, går vi for alvor i symbiotisk massepsykose, og der findes næppe noget bedre end den tilstand.

Sidste nummer er førnævnte "Marlboro Man", hvor der udover den traditionelle raket-bas, fyrværkeri og generel band-lir er en ekstra overraskelse til os. Trommeslager Laust hæves af tre omgange højt op over scenen på en lille platform, til sidst med Jesper, der klamrer sig til hi-hatten, mens han læner sig bagover og skriger. Det er D-A-D, og det er fremragende. Punktum.