Den 70-årige waliser imponerer på modent og besnærende comeback

Kort før udgivelsen af Praise & Blame blev en af pingerne fra Tom Jones' nye pladeselskab citeret for at kalde et album med hymner fra den walisiske trussetyv en syg joke. Kontroversiel udmelding eller snedig markedsføring? Faktum er, at efter et par lidt for kække udspil lyder Jones omsider som en mand på 70 år. Ikke svækket og stakåndet, men med en stemme stærk som et fuldvoksent egetræ og med masser af livserfaring at tære på. Formlen er efterhånden velkendt; relancer en gammel kending i nedbarberet og moden Johnny Cash-anno-American Recordings-stil. Det har virket for Neil Diamond og Peter Belli, og minsandten om ikke også Jones leverer en troværdig plade, hjulpet godt på vej af Kings Of Leon og Ryan Adams-produceren Ethan Johns og gæster som Stax-troldmanden Booker T. Jones og americana-parret Gillian Welch og Dave Rawlings. Pladen indledes fornemt med Dylans What Good Am I? og byder på andre upolerede perler som den smukke Did Trouble Me og John Lee Hookers Burning Hell med et næsten helt Jack White-agtigt riff. Selvom det er svært at komme uden om Cash-sammenligningen (pladen afrundes sågar af to sange, som den afdøde countrylegende fortolkede på dennes to seneste plader), så må der i de mere rockede sange også trækkes en parallel til simpliciteten og nerven i Elvis' 68-comeback-show. For at opsummere; Praise & Blame er ingen joke, men der er masser at smile af på Tom Jones' stærkeste udspil i et årti.