Anmeldelse / Live / Onsdag d. 21-07-2010 kl. 04:12

Toto
KB Hallen, København,
tirsdag d. 20. juli 2010

Anmeldt af Rasmus Heide
Foto: Martin Rosenauer - www.rosenauer.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		4,89 stjerner i snit (efter 9 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Toto gav en nostalgisk svedtur i en god sags tjeneste

+ Se hele galleriet

Ventiden vokser, temperaturen i KB-saunaen stiger, og de taktfaste klapsalver speeder op og kommer oftere og oftere. Publikum vil have Toto til tiden. Men klokken sniger sig 45 minutter over 20, inden alle er klar.

Alle betyder i aften også et filmhold, der kæmper med at få udstyret klar til at filme aftenens koncert til dvd-udgivelse. Endeligt slukkes lyset og publikum forløser utålmodigheden ved at lette en smule på KB Hallens tag.  

Og reaktionerne tyder på, at de får det, de er kommet for; den propfyldte, svedende KB Hallen trakterer Toto med både stampebifald og en stor synge-med-lyst, der må minde om Dizzy Miss Lizzys velkomst sammesteds tidligere på året.

Toto er landet lige midt i et kampklart, opmærksomt og feststemt publikum. En stor del er tydeligvis født efter bandets debutalbum fra 1978, så gennemsnitsalderen er overraskende lav for et band med mere end 30 år bag sig.

Familien samler ind
Det er Totos nære danske familie (og et par tilrejsende fætre), der har løst billet i aften. Overalt ses Toto-T-shirts fra stort set hele bandets karriere og deres utallige besøg i Danmark.

Mod alle odds har Toto genskabt sig selv for at tage på sommerturné i Europa. Formålet er at samle ind til deres gamle bassist, Mike Porcaro, der er ramt af en nervesygdom, der langsomt æder hans evne til at bevæge sig.

Til hans ære har bandet gravet dybt i repertoiret. Med få undtagelser kommer hele aftenens sæt fra tre albums; deres allerførste (1978), det legendariske fjerde album (1982 - bl.a. "Rosanna" og "Africa") og "The Seventh One" (1988).

Legender trukket ud af hi
Sætlisten skal også ses i relation til de to Toto-legender, bandet har taget med på turnén. Keyboardspiller Steve Porcaro og sanger Jospeh Williams har ikke optrådt med Toto siden slut-80'erne.

Steve Porcaro er bror til den syge bassist - og til bandets afdøde første trommeslager Jeff Porcaro. Steve befinder sig som en ål i vandet; strutter af spilleglæde ved tangenterne - men ligner mest af alt det han er, en midaldrende herre på friweekend fra familien. Det musikalske fejler dog absolut intet, og han høster aftenens største stampebifald under præsentationsrunden.

Jospeh Williams er stemmen fra Totos sjette og syvende album fra sen-80'erne, og gensynsglæden er stor, da han med sin lyse stemme lægger for med "Till The End". Gennem hele showet holde han en høj standard, stemmen er stort set intakt, og det er en fryd at høre på - selv om heller ikke han virker alt for scenevant i sin grå (!) habitjakke.

Rockens Danny Devito
Toto leverer sine største hits med de originale solister. I "Africa" høster David Paich bifald for sin ikoniske klaversolo, og et andet højdepunkt er, da Steve Porcaro til perfektion leverer den klassiske keyboardsolo i "Rosanna". Af mange plagieret og imiteret, men aldrig mestret.

Det er dog stadig guitarist Steve Lukather, der er stjernen. Han ankommer sidst på scenen, og det er ham, der styrer slagets gang og taler med publikum. Han synger også for på en stor del af numrene.

David Paich på synthesizer - forklædt som opretstående klaver med et udvalg af hatte ovenpå - er i hopla. Som rockens svar på Danny Devito - lille, rund og lun lurifax - danser han rundt på scenen under "Afraid Of Love". Senere overrækker han en imaginær Marcus Miller-bassist-award til Nathan East. Spas.

Overlegent velspillet
Trommeslager Simon Phillips ligger usvigelig tight på alt. Sidder lettere tilbagelænet og vugger lidt med hovedet, mens hænder og fødder overlegent udstikker det ene sikre groove efter det andet. Phillips er om nogen udtryk for den enorme velspillenhed, der findes på scenen.

Og så ruller Toto ellers ud med favoritterne. "Lovers in the Night" emmer af Totos kendemærker; dramatiske, keyboardfyldte flader, stop-breaks, og soli. På "Pamela" oplever vi for første gang KB-koret, der sætter prikken over i'et oppe under hallens buede loft.

"Lea" trækker energien helt ned, og Williams synger smukt, nænsomt, nærmest tøvende. Til gengæld har "99" ikke overlevet transporten fra 1979 til 2010, og hen imod slutningen fortaber den sig i kedelige soli på Lukathers guitar og seks-strenget bas fra Nathan East.

Tak for i aften
"Stop Loving You" kommer snigende med sin underspillede åbning. Men genkendelsen fra publikum er (igen) enorm. Luke lyner med guitaren, inden nummeret ender med en af Totos særegne og overraskende slutninger.

Det er tak for i aften, ud og ind igen til ekstranumre. "Rosanna" rammer plet, og helt oppe under KB Hallens tag danses der mellem stolerækkerne. Slutningen bliver ren musikalsk legestue med boogie woogie piano solo.

Før de sidste ekstranumre mødes Lukather, Paich og Porcaro midt på scenen til lidt kammeratligt fjolleri og fingeret nævekamp. Det er måske mest til ære for kameraerne, men sandt er det, at de tre mødtes i high school og senere dannede Toto.

Og nu står de her. Uden noget at bevise (deres seneste plade er fra 2006 og kommer slet ikke på tale i aften) hygger de med deres gamle favoritter. Ingen har forventet andet end en god aften i byen. Toto er her udelukkende for holde en fest og skrabe lidt dollars ind til et godt formål.

Fest i det røde felt
Og festen farer direkte op i det røde felt, da Phillips og Lukather sammen åbner "Hold the Line"  - Totos debuthit fra 1978. Danskere, svenskere og en del engelsktalende publikummer sveder KB Hallens legendariske koncertsved, mens de går amok.

På den måde ender aftenen fint på en bølgetop, efter lidt for mange ballader omkring halvvejs i koncerten. Toto slutter af med det helt store klimaks, og kameraerne, der har rullet hele aftenen, har forhåbentlig indfanget et legesygt og ikke alt for rigidt Toto på en form for hjemmebane. Hvornår dvd'en udkommer, vides endnu ikke.