Anmeldelse / Live / Søndag d. 25-07-2010 kl. 08:54

Pink
Parken, København,
lørdag d. 24. juli 2010

Anmeldt af Maria Therese Seefeldt Stæhr
Foto: Tony Halldin - fotograftony.se

GAFFA		4 stjerner
Læserne		4,55 stjerner i snit (efter 11 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Pink rockede Parken med sprød vokal og stort engagement

Når Pink tager på karnevalstur med sit helt eget hurlumhejhus, så mener hun det seriøst - der skal være noget for enhver, og i København betød dette, at intet mindre end tre bands skulle varme op for sangerinden. Med ét blev koncerten pludselig til en endagsfestival, med minikoncerter fra amerikanske Butch Walker og danske The Raveonettes og endelig halvanden times koncert med Nik & Jay.

Højere, vildere!
Og særligt sidstnævnte havde i den grad publikum med fra første mix. Deres hiphouse-ørehængere blandet med deres efterhånden ganske lækre (og ofte hurtige) rapflow fik stemningen peget i retning af en kæmpe natklubfest – og det blev ikke mindre af, at de var på scenen med netop mesteren inden for dette, nemlig deres faste samarbejdspartner gennem de seneste år Morten Breum, og dertil de obligatoriske letpåklædte dansere – nå ja, og så bas og trommer.

På den ene side gav de publikum den energigivende indsprøjtning, der skulle til, inden dagens hovednavn skulle på. På den anden side åbnede de for en lille frygt – skulle lyden virkelig fortsætte sådan? Rodet, kaotisk, alt, alt, alt for diskant og så højt, at hele kroppen værkede?

Veltrænet, tusset - og tøset!
En lille time efter Nik & Jays afslutning blev lyset endelig slukket, cirkusmusikken bragede ud af højttalerne, og så skulle Pinks fest skydes i gang – og det blev den! Med storhittet fra 2001 "Get the Party Started" åbnede den yderst charmerende sangerinde sin koncert, og med det samme var den lidt (for) lange ventetid glemt. Energien, engagementet og glæden lyste ud af alle på scenen, og gav en rigtig god dynamik dem imellem – og det smittede.

Og sådan fortsatte egentlig det meste af tiden, i den halvanden time koncerten varede. Der er noget helt særligt ved Pink – noget mange af de andre hitlistesangerinder kunne lære noget af: hun er sig selv. Hun prøver ikke at være andre end sig selv, og det resulterer i en skøn og afslappet attitude, der på én gang er meget maskulin og samtidig yderst feminin. Og oven i det, så synger hun r**** ud af bukserne.

Det bedste blev det værste?
Allerede i tredje nummer blev undertegnede ramt af kuldegysninger - Pink og hendes korsangere lød virkelig(!) godt. Vokalarrangementerne var på flere af numrene ikke kun velskrevne, men også dejlig veludførte, og det betyder så uendelig meget. På den måde står især "Ave Mary A", den akustiske "Dear Mr. President" og "U + Ur Hand" tilbage som noget særligt.

Når det er sagt, så var der det med lyden. Og det blev desværre, om ikke et problem, så i hvert fald en kedelig effekt. Især vokalerne overstyrede til tider, og i "I'm Not Dead", hvor de to kompetente korsild skulle vokal-battle sig ud af slutningen, endte det i rod og og lydkaos, i stedet for det det var – imponerende sanger-showoff.

What's Up?!
Men det var ikke kun sangerne, der kunne deres ting. Musikerne spillede stramt, hårdt og lækkert - og de nød det. Det samme gjaldt de to dansere, der vekslede mellem regulær dansekoreografi og krævende akrobatik. På den måde fik Pink også inddraget karnevalsstemningen i koncerten, og hun selv var ikke bleg for at kaste sig ud i ret krævende stunts – fx at flyve hen over publikum i en wire, gå rundt i noget der minder om en forvokset badebold båret af publikum, eller hænge i to stykker stof, som hun gjorde i "Unwind".

Med det sagt, var det lidt mærkeligt, at de havde valgt inddrage så mange covernumre. Især 4 Non Blodes-nummeret "What's Up" stak negativt ud. Hvorfor lave en nøjagtig kopi, når både sanger og band har talent til at gøre det til deres eget? Nok er det et fint nummer, og publikum nød da også at synge med, men det virkede desværre mere skørt end godt.

"Say goodbye, It'll make me wanna kiss you"
Men i det store hele betyder det måske ikke helt så meget. Det der står tilbage, er i den grad andre ting. Heldigvis. Når den lettere kaotiske lyd bliver pillet ud af ligningen, så er det en karismatisk sangerinde med en imponerende teknik og et tjekket band, der træder frem.

Man kan ikke tage populariteten fra hende. Og heller ikke de mange hits. Om hun er en rockchick, en popsild, en kombination eller noget helt andet, er en ganske anden snak. Men mest er hun sin egen. Og hende kunne Parken godt lide. Den fine a capella-afslutning på "Leave Me Alone (I'm Lonely)" indikerede på en dejlig uamerikansk måde, at hun også kunne lide Parken. Og så er resten egentlig ikke så vigtigt.