Anmeldelse / Live / Søndag d. 25-07-2010 kl. 12:35

Earth, Wind & Fire
Amfiscenen Århus,
lørdag d. 24. juli 2010

Anmeldt af Morten Buschmann

GAFFA		6 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Glade funky elementer rullede Århus

Aldrig har jeg set så mange smil på en scene. Veteran-funkerne storsmilede, gav hånd-high-fives til hinanden, og overøste os med smil, spilleglæde, dans, show og tight musikalitet i allerhøjeste klasse. Og glæden bredte sig spontant ud til de ca. 4500 publikummer på den udendørs Amfiscenen. Sol – ingen regn. Masser af good times og et hav af gode melodier. Der blev skrålet med, da E,W& F (dannet i 1971 – red.) rullede Århus på den gode måde!

Dette var langt fra et træt revival-band på tour for at hjembringe de sidste dollars inden livet som pensionister i hængekøjen på verandaen. Det 12-mand store band kom for at sejre, og serverede funk, latin, ballader, jazz, soul, salsa, afro og noget så særegent som funkoperette. Ledt an af the "The Voice"; leadsanger Philip Bailey. Hans stemme spænder over 5 oktaver, og han mestrede alt fra den ekstremt høje falset til den dybe sengekammer-bas. Ingen i dette band er "fakes", men over dem alle strålede 59-årige Philip Bailey, der aldrig valgte en forkert tone. Måske bedre kendt som en popsanger, men er mere en vokal-instrumentalist. I flere soli tryllede han med toner, uden at det blev teknik for teknikkens skyld. Sikken en dagsform, sikken et overskud og sikken en lyst til at formidle.

Show fra første minut
De kom for at vælte Århus, og hvorfor så ikke trykke i bund fra start? Efter en klassisk pompøs intro, som E, W & F altid åbner deres shows med, sparkede de en forrygende udgave af et af deres største hits, "Boogie Wonderland", i gang. Men med indlagte overraskelser, citater fra andre sange, et salsa-mellemspil og en medrivende og gal bassolo af Verdine White. Showet var oppe på hælene fra beat ét. Ingen grund til pauser i spillet, så der fulgte et medley af uptempofunk-standards som "Jupiter", Getaway", "Let Your Feelings Show" og ikke mindst "Serpentine Fire". Herfra var publikum rullet og helt med. En slags 80'er-funk Best Of med masser af fællessang med publikum.

Bandet var ellers rigeligt besat med sangere. Hele 8 stk. sang flerstemmigt kor og Bailey havde medbragt to falset-hjælpere til at genskabe E, W & Fs forrygende (og høje) korarrangementer: David Whitworth og sønnen Philip Bailey Jr. Klokkerene harmonier som Bailey nød at brillere henover. Bedstefar Falsetto storsmilede mange gange til sine to hjælpere.

Plads til solister
E, W & F kunne egentlig have nøjedes med ren hitparade (21 original-albums i kataloget – red.), men det valgte de jeansklædte herrer heldigvis ikke. Der var som sagt 12 mand i bandet, og de skulle da alle have deres solo-spot. Instrumental-nummeret "Sun Goddess" viste flot musicianship fra saxofonist Gary Bias og keyboardmand Myron McKinley på Fender Rhodes-keyboard. En tur tilbage til 70'ernes souljazz, fulgt af klassikerne "Sing A Song" og en særlig råfunket udgave af "Shining Star". Der blev grinet, svedt og skrålet ude hos os i rækkerne. Bandets skaber og leder Maurice White (holdt op med at turnere i 1995 – red.) spillede dengang i fortiden på kalimba . Et afrikansk tommelfingerpiano. Arven fra Afrika skulle huskes, og Bailey tog sin kalimba frem i "Kalimba Story". Med en forrygende solo på den var vi på det sorte kontinent, og Bailey krydrede oveni med endnu en utrolig vokalsolo, for så at lande i "Evil". En ældre latinsang fra albummet "Head To The Sky" (1973), hvor Bailey og Ralph Johnson tog sig god tid til congas- og timbalessoli. Fuldstændig kompromisløst.

Holdet gjorde hvad det passede dem, og slap af sted med det pga. et utroligt overskud og tæt interaktion med publikum. Baileys legeplads E, W & F har deres egen "nationalsang, "That's The Way Of The World", som er standard på deres repertoire; her kom de ind til en gospelagtig inderlighed. Ned i tempo. Vi var nået til balladeafdelingen.

Philip Baileys legeplads
I "Brazillian Rhyme", "After The Love Has Gone" og "Reasons" spændte The Voice over alle 5 oktaver og beviste igen, hvilken blændende performer han er. Han bruger stemmen som en instrumentalist, fuldstændig frit flyvende rundt i fraseringer, skalaer og udtryk, og publikum applauderede, som blev der scoret landskampmål hver gang han piskede op i den øverste falset, ikke mindst i "Fantasy". Hér kom den blændende funk-operette, mens Bailey tryllede - nonchalant med sin ene hånd i lommen! Legende let. Og ikke uden en vis portion selvironi. At rulle Århus videre - op, op, op med flere hits: "In The Stone", Beatlessangen "Got To Get You Into My Life", "September", Let's Groove" og en hæsblæsende Princeinspireret udgave af "Mighty Mighty" med bonus-blæserarrangements-citater fra "Magic Mind" fra hovedværket "All'N'All (1977). Glemte jeg en solist? Nå ja, trommeslager John Paris sluttede det hele af med en gennem-musikalsk solo i sammenspil med blæsersektionen.

Vi var væltet – rullet – kørt over af et både sjov og dygtigt show. Alle fik plads i EW&F anno 2010, og også det var med til at bringe store hvide smil frem i det afroamerikanske band. De viste en ægte glæde over at arbejde med et musikalsk udfordrende materiale. Overalt var der tænkt nyt i arrangementerne af de gamle numre, og der blev leget, leet og opført old-school-danserutiner på scenen. Igen med en vis selvironi. Kun da Philip Bailey for alvor foldede sig ud i balladeafdelingen, stod musikerne stille og nærmest måbede over hans vokal-artisteri og musikalitet. Det er yderst sjældent at opleve dét på et så rutineret hold. Bailey overskyggede de 11, og blev fortjent overøst med klapsalver, smil og jubel. Kun bandets leder, Maurice White, var savnet. Men ikke nok til at sætte mit antal af stjerner ned. Det må blive fortjent 6 stk. til de legendariske elementer: jord, vind og ild.