Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Fredag d. 30-07-2010 kl. 12:43

Cobra Killer
Bonzai-scenen, Danmarks Grimmeste Festival, Brabrand,
torsdag d. 29. juli 2010

Anmeldt af Rebecca Thuesen
GAFFA
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Høje hæle og ualmindelig beskidt lyd

Da de to tyske damer går på Bonzaiscenen, er det til store klapsalver fra de fremmødte, og det viser sig i løbet af ingen tid, at de er hvert et håndfladeklask værdige. Duoen er begge iført lillepigede kjoler og ualmindeligt høje stilletter, og hvordan i al verden det lykkes dem at blive stående, med al den energi de blæser ud af højtalerne, er mig et stadig større mysterium, som koncerten skrider frem.

Jeg selv kan dårligt stå på mine to ben, ikke på grund af for mange lunkne øl, men snarere som følge af damernes kaliber. Cobra Killer er et ganske passende navne, for de er virkelig "killer" på en scene. Musikken er elektronisk, bas-tung og ville være en fest i sig selv, men Gina V. D'Orio og Anikka Trost kan meget mere end at smide plader på og skrue på forstærkere. De synger begge ind over deres mix, og vokalerne holder hele vejen igennem det otte numre lange sæt.

Sættet har en gennemgående rød tråd, og pigerne er uden tvivl meget kapable dj's, der har styr på, hvordan de vil have deres musik til at lyde, og hvordan de bedst muligt får den ud over scenekanten. I det første nummer drukner vokalerne lidt, men det retter de hurtigt op på, og lydmæssigt er der faktisk ikke andet at klage over. Alle sangene er som nævnt meget fængende, virkemidlerne er få, men havde der været flere ville det uden tvivl være en skam, for musikken taler for sig selv. Min personlige favorit, "Upside Down The Building", får en lækker swing-intro, og jeg er voldsomt imponeret over de flotte overgange, der virkelig viser præcis, hvorfor de er så populære hos vores tyske naboer, det er så godt og uforceret som noget kan være.

Også "Goodtime Girl" er en kraftpræstation med et lækkert præg af reggae, mens "Mr. Chang" næsten lyder som en bedre version af Nancy Sinatra. Min eneste klage er, at lysshowet er rædsomt irriterende langt hen ad vejen, og jeg håber virkelig ikke der var epileptikere blandt publikum, for så er de nok blevet tvunget til at smutte temmelig hurtigt. Den slags lys distraherer mig virkelig, og det er ærgeligt, når alt andet nu er så godt.

Sluttelig vil jeg faktisk bare sige tak til Cobra Killer. Det var en fest af format, og jeg skal helt sikkert stå i forreste række, når de igen sætter fødderne på dansk jord.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.