Skinny Puppy og Leæther Strip: Train, Århus

Skinny Puppy og Leæther Strip, Train, Århus

Skinny Puppy og Leæther Strip: Train, Århus

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

I udgangspunktet virker det hele lidt naivt. Man vil trække gæster fra det ganske land til Århus en mandag aften, for at lytte til nogle canadiere, der ret beset havde deres storhedstid i firserne. Og som hverken er Leonard Cohen eller ungerne fra Degrassi. Men selvom Skinny Puppy velsagtens ikke er det man kan kalde et egentligt verdensnavn, så er det en gruppe, der blandt kendere nyder stor respekt, og det er en gruppe, der ikke just hyppigt besøger disse kanter, så selv på en mandag aften var der mange, der havde sat kryds i kalenderen ved dette scoop fra RECession-arangørernes side. Og for så at gøre pakken komplet, så bød programmet også på danske Leæther Strip, som har rødder i samme musikalske muld som netop Skinny Puppy og derfor virkede som et naturligt valg.
 
Mens folket samledes på Train bød den gennemført androgyne DJ Miss Fish på dekadente toner fra navne som Fad Gadget, Depeche Mode og Nitzer Ebb. Det var, ikke overraskende, den sortklædte flok, der var dukket op, og vel heller ikke overraskende placerede en del sig i plus-tredive-kategorien, selvom der også var dukket yngre gæster fra goth-, cyber- og emo-segmenterne op.
 
Læder-strip
Danske Leæther Strip gik først på scenen og lagde ud med dystre, filmiske toner fra sine synthesizere mens publikum trak tættere på. Der skulle et par numre til før de rigtigt vågnede, men så glemte de også helt, at det var mandag efterhånden som gamle ebm-træffere som Japanese Bodies og Strap Me Down blev trukket ud af ærmet. Det er numre, der holder endnu og som stadig kan få gang i et publikum. Et par titler fra det spritnye album Mental Slavery blev det også til, og disse tog publikum godt imod. Bedst fungerede de numre, hvor vor Strip vekslede mellem vokalpassager og så improvisationer på synthesizerne, hvilket skabte god variation i numrene. En klar publikumsfavorit var Evil Speaks, der med sit bastante shufflebeat er noget så sært som aggressiv ebm med en smule smag af frivol jazz, og det er netop i den slags passager, hvor Leæther Strip tager sin gerne med bukserne nede, at han er allerbedst. Det var et udpræget mandagspublikum, der tog imod Leæther Strip da han gik på scenen, men en feststemt flok han tog afsked med, så man må sige, at missionen lykkedes!
 
Depressive Junior High
Canadierne gik på scenen temmelig præcist til tiden, og så blev der ellers tændt for farver og striber. Instrumenter og bagtæppe var klædt i hvidt og blev beskudt med alskens VJ-tricks i en sådan grad at regulær scenebelysning faktisk var unødvendig. Skinny Puppy fremstår i dag som en trio bestående af Nivek Ogre, Cevin Key og Justin Bennett, med Ogre og Key som de oprindelige og toneangivende medlemmer, og sådan har det reelt været siden 1995, hvor Dwayne Goettel blev fundet død, hvilket resulterede i en længere pause for gruppen.
 
Der findes angiveligt visse mennesker, der er født til at stå på en scene - det bedste eksempel overhovedet er måske David Bowie, som kan fylde selv de største scener ud i det øjeblik han træder ind med sin spinkle skikkelse. Skinny Puppy har, i frontmand Nivek Ogre, lidt af en linselus. Nej, lad os da tale ærligt og åbent - en linselus i det ekstreme. Ogre elsker opmærksomheden og han leger med den, netop fordi scenen er hans element. Og selv i de passager, hvor man tager sig selv i at tænke, at Skinny Puppy har da vist skrevet en enkelt sang eller to gennem tiderne som minder mere end en smule om hinanden, så formår Ogre at levere rollen som hofnar til fulde. Og glem nu ikke lektionen fra dansktimerne i folkeskolen, kære læser, thi hofnarren er ikke bare spasmager, han er også den, der kan være på tværs af magthaverne, og set i det lys giver det bestemt god mening at betragte Ogre som netop en moderne hofnar, for han er på én gang underholdende og satirisk kritisk. Han er efterhånden vidt berygtet for sine skrækindjagende kostumer, og i firserne kunne han ikke klare sig gennem en koncert uden at skulle søles ind i blod. Denne aften havde Ogre fundet sit måske mest skræmmende kostume frem hidtil, da han indtog scenen som mimrende hospitalsvrag, klædt i hvidt, med rollator og krykke - skræmmende netop fordi det er gevinsten, der venter os alle derude et sted, hvis vi klarer den så længe...
 
Instrumentalt blev Ogre godt bakket op af Bennetts bastante trommer. Fordi der var tale om et akustisk trommesæt fremstod disse lidt for høje i mixet på et mindre spillested som Train, hvilket desværre mudrede vokalen i passager, men til gengæld var trommerne tight hele vejen igennem. Ikke en finger at sætte der. Mange fingre blev til gengæld sat undervejs i Keys maskinpark, og det var virkelig en fornøjelse at være vidne til de mange lydmæssige detaler, der blev hentet frem. Det ene øjeblik dystre synthesizertemaer med smag af John Carpenter-gyserfilm, det næste Hammondfræs eller knitrende lasereksplosioner fra dengang der blev lavet ordentlige lyde til computerspil! Keys kyndige og opfindsomme synthesizerspil skabte god variation og var, koncerten igennem, et kæmpe plus, der taler til hans ære.
 
Selvom Skinny Puppy aldrig har haft rigtige hits af den slags selv dine gamle klassekammerater fra gymnasiet kender (og det gælder ikke, at du, i et velment forsøg på at redde deres sjæl, salatede båndet med Lionel Richie og udskiftede det med Cleanse Fold And Manipulate til introfesten i 1987), så var der næppe tvivl om, at numre som Addiction, Worlock og Assimilate trak stikkene helt hjem, og de er da også blandt de fineste som Skinny Puppy har begået, så det er ikke så mærkeligt endda.
 
Selvom sigtet var lidt vel optimistisk, så må man sige at det lykkedes at samle folket i Århus, selv på en mandag aften, komplet med sporadisk regnvejr - det er vel sommer i Danmark. Og jeg tror ikke mange gik skuffede fra Train.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA