Anmeldelse / Live / Lørdag d. 07-08-2010 kl. 16:41

Ane Trolle, Goodiepal og Kresten Osgood
P3 Teltet, Danmarks Smukkeste Festival,
lørdag d. 7. august 2010

Anmeldt af Erik Barkman
Foto: Per Lange

GAFFA		2 stjerner
Læserne		2,67 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Trio af musikalske vovehalse leverede Skanderborg Festival 2010s suverænt mest bizarre indslag

"Music is the healing force of the universe," står der på trommesættet midt på scenen. Der er nok at tage fat på denne lørdag eftermiddag på Skanderborg Festival. Selvom klokken har rundet 15.00, er tømmermændene kun så småt ved at blive afløst af en ny festivalrus.

På scenen står Kresten Osgood, Kristian Vester alias Goodiepal og Ane Trolle, som har været på Engelsholm Højskole for at lave musik sammen. Spørgsmålet er, hvor helende resultatet er blevet. Faktisk kan skingert fløjteri, kaotisk slagtøj og kvidrende operasang sandsynligvis virke direkte forværrende på et tungt hoved.

Trioens koncert er en besynderlig oplevelse. Det kunne næsten ikke være anderledes, når to af Danmarks mest uforudsigelige musikere og en ualmindeligt frisk pige slår pjalterne sammen.

Trommesættet, der i øvrigt er surret sammen af røde og gule cykel-elastikker, bemandes af Goodiepal, elektronisk musiker og avantgardekomponist. Med sit prægtige skæg og sine sorte seler ligner han en bogholder fra 1800-tallet. Han trakterer tønderne med alt andet end trommestikker: Fingrene, en paraply, andre trommer, et dyrt udseende stykke musikelektronik. Samtidig fløjter og brummer han ind i tre forskellige mikrofoner på skift. Det lyder kaotisk, men Vesters koncentrerede mine er ikke til at tage fejl af.

Scenens venstre flanke bemandes af Ane Trolle (Balstyrko, JaConfetti, Trolle//Siebenhaar), der i dagens anledning er sprunget i en spraglet etagekjole. Hun synger engleblidt, ofte ordløst, nu og da med indslag af operatisk patos. Hun slår også på en hi-hat og en gong, når det kommer over hende.

Til højre står Kresten Osgood. Han spiller på og med grene og spøjse legetøjsinstrumenter. Han laver også lyde med munden og smuldrer visne blade på scenen. Nu og da står han bare, iført en stribet badekåbe, og holder en gren. Han ser ud til at kede sig lidt.

På gulvet af P3-teltet kan vi godt genkende fornemmelsen. Det kunne næsten ikke være anderledes. Der er meget lidt variation i udtrykket over de 50 minutter, trioens improvisation varer – i øvrigt uden skyggen af pauser eller afbrydelser. Kaotisk, men afdæmpet avant garde-percussion tilsat kvidrende vokal. Det er, hvad trioen har at byde på.

Set over hele koncerten kan en diskret spændingskurve spores. Som et godt trip, der bliver dårligt, bevæger musikken sig fra det fredfyldt pastorale til det psykedelisk mareridtsagtige – og tilbage igen. Men det er de færreste, der bliver længe nok til at opdage musikkens subtile forandringer. Publikum defilerer ind og ud af teltet.

- Det er godt nok lidt noget skørt noget, det her, lyder dommen med jysk underdrivelse fra en ung blondine, før hun fordufter.

Godmodig forundring er nøgleordet blandt de publikummer, der lægger vejen forbi Trolle, Osgood og Goodiepals besynderlige koncert. Hvis ikke man ligefrem får en musikalsk oplevelse med på vejen, så får man i hvert fald en historie at fortælle hjemme i lejren.

Før turen igen går til koncerter med melodier, rytmer og en eller anden form for musikalsk logik.