Anmeldelse / Live / Mandag d. 09-08-2010 kl. 03:57

Amy Macdonald
Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival,
søndag d. 8. august 2010

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Per Lange

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Skotsk stortalent charmerede i regnen

Danskerne har taget skotske Amy Macdonald til sig. Hendes debutalbum "This Is The Life" fra 2007 nåede toppen af hitlisten herhjemme, og selvom opfølgeren, "An Ordinary Life" fra i år ikke er blevet helt samme succes, så er den dog ganske populær.

Derfor var pladsen foran Bøgescenerne temmelig fyldt søndag eftermiddag, selvom vejrguderne åbnede for hanerne, stort set i samme øjeblik, Amy Macdonald gik ind på scenen. Den charmerende skotte beklagede da også, at hun muligvis var kommet til at tage noget regnvejr med fra Skotland.

Til gengæld kunne man varme sig med hendes sange og ikke mindst hendes stemme, som er usædvanlig stor og dyb trods Macdonalds unge alder - hun er 22 - og trods hendes spinkle statur. Det er så også stemmen og den tydelige skotske accent, der er Macdonalds største særpræg, for ellers minder hun en del om så mange andre singer-songwritere med akustiske guitarer. Jeg kom eksempelvis flere gange til at tænke på Katie Meluas koncert i Skanderborg søndag eftermiddag for to år siden, selvom der generelt er mere fart over feltet hos Macdonald i hendes sange i spændingsfeltet mellem pop, folk og rock. Hendes numre er generelt udmærkede, om end de til tider savner lidt kant både tekstligt og musikalsk.

Ligesom hos Melua er der også noget uskyldsrent over Amy Macdonald, men samtidig også en bevidsthed om, hvad det er for en industri, hun er en del af. Flere af Macdonalds tekster handler om det overfladiske ræs i musikindustrien og om bagsiden af livet med sex, drugs and rock and roll, og hun virker som den totale antitese til sin navnesøster med efternavnet Winehouse. Amy Macdonald fremstår med andre ord som en pige med begge ben på jorden - men samtidig med ben i næsen. Og den slags skal man jo ikke kimse ad.

I løbet af koncertens 75 minutter fik vi en nogenlunde ligelig fordeling af sange fra Macdonalds to album, hvor det stadig var numrene fra debuten, der tog flest kegler - ikke mindst "Mr. Rock And Roll", "Run" (der har en sjov musikalsk lighed med Gianna Naninis firserhit "I Maschi") og titelnummeret. Macdonalds stemme stod stærkt i lydbilledet, og hendes fem musikere gjorde et glimrende arbejde, men højdepunktet var faktisk den ene sang, Amy Macdonald gav alene på scenen med sin guitar - nemlig Bruce Springsteens klassiker "Born To Run". Her stod det virkelig klart, at Amy Macdonalds stemme er noget ud over det sædvanlige.

Med den formodentlig selvbiografisk inspirerede "Let's Start A Band" sagde Amy Macdonald tak for i eftermiddag, og jeg siger også tak. Amy Macdonald er og bliver en ung, talentfuld stjerne på musikhimlen. Bare hun nu ikke bliver tromlet ned ad den fremadstormende musikindustri. Jeg tror dog godt, hun kan stå imod.