Anmeldelse / Live / Lørdag d. 14-08-2010 kl. 12:29

Youth Pictures Of Florence Henderson
Sjøsiden, Øyafestivalen,
fredag d. 13. august 2010

Anmeldt af John Fogde
Foto: Sara Baban

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Bandet har landets bedste bandnavn, men desværre ikke landets bedste sange

Man havde ikke ligefrem gjort Youth Pictures Of Florence Henderson nogen tjeneste ved at placere dem på festivalens næststørste scene. Selvom musikken delvist kunne bære det, så var der nemlig ikke mange, der denne eftermiddag havde valgt at bruge tiden sammen med det norske band.

De syv mennesker kastede sig dog ufortrødent ud i deres 90'er-inspirerede blanding af emo og indie, der burde henvende sig til fans af tidlig Jimmy Eat World blandet med en mere nutidig Built To Spill-lyd.

Bandet lagde ud med det temmeligt lange nummer "Let's Rent Bikes From 1942" fra deres andet album, der udkom tidligere i år efter en seks år lang udgivelsespause. Sangen viste bandet fra sin bedste side med flot opbygning, god dynamik og fokus på sangeren Gjermund Arne Jappées afslappede vokal.

Men ligesom der aldrig er nogen, der har købt en Goo Goo Dolls-plade på grund af Robby Takac, så vandt bandet heller ikke mange fans, når bandets anden sanger, Torbjørn Endal, gik til mikrofonen. Det fungerede undervejs med nogenlunde succes, når han skreg sig igennem omkvæd, hvor Jappée havde sunget verset. Men når han selv skulle bære sangene, så var hans hæse og anstrengte vokal - ja, anstrengende.

De to sangere skiftedes til at synge, hvilket gjorde koncerten ujævn, og da man efter en håndfuld sange havde regnet ud, hvordan bandet kunne lide at bygge deres sange op (stille start med cello, dobbelt tempo, skrigeomkvæd og så lang outro), så blev det også lidt kedeligt.

I Gjermund Arne Jappée har bandet en interessant sanger, og bandet har også flere sange med potentiale. Men flere af dem var tynget ned af lange uinteressante instrumentalpassager, der ikke rigtig blev forløst, og derfor løftede den ellers stemningsmættede musik sig aldrig op i de luftlag, bandet sigtede efter.