Anmeldelse / Live / Søndag d. 15-08-2010 kl. 08:31

Leonard Cohen
Engen, Fruens Bøge,
lørdag d. 14. august 2010

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Fotograf Morten Rygaard --- www.mortenrygaard.com

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,29 stjerner i snit (efter 7 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Kvaliteten og lydniveauet var omvendt proportionale ved smuk skovkoncert

Det var med høje forventninger iblandet en let frygt, undertegnede begav sig til Leonard Cohens koncert i landsbyen Fruens Bøge få kilometer syd for Odense. Sidst jeg så ham, i Rådhusparken i Århus i 2008, var nemlig en af mine allerstørste koncertoplevelser nogensinde. Så hvis Cohen kunne levere noget på bare tilnærmelsesvis samme niveau, ville aftenen blive flot. På den anden side ville det være utopi at tro, at Cohen ville kunne overgå den smukke sommeraften for to år siden. Og dengang var det jo hans første Danmarksbesøg i 15 år, og både Cohen og publikum var derfor sultne. Nu føles det, som om han lige har været her, og lidt hurtig ret-research viste, at bandet var det samme, og sætlisten rummede mange gengangere. Så måske ville det hele føles som en fattig gentagelse?

Nuvel da, scenen var i hvert fald sat til en vellykket aften. Engen i Fruens Bøge er et mindst lige så smukt koncertsted som Rådhusparken i Århus eller for den sags skyld festivalpladsen i Skanderborg, med masser af bøgetræer på alle fire sider. Og trods meteorologernes spådomme om det modsatte kunne de truende skyer holde sig, og undertegnedes medbragte blå regnfrakke var altså overflødig. Alt åndede derfor fred og idyl, da Leonard Cohen og hans ni musikere indtog scenen og vanen tro lagde ud med "Dance Me To The End Of Love" foran de cirka 11.000 publikummer på den udsolgte festivalplads.

Lige lovlig lav Lenny

75-årige Cohens gravkammerstemme syntes en anelse mere slidt end under hans sidste Danmarksbesøg, men stadig hæderlig, og han virkede veloplagt på scenen, ligesom sidst klædt i jakkesæt og fedora-hat. Hans musikere var fremdeles fremragende. Især brillerede spanske Javier Mas på spansk guitar og Dino Soldo med sin "eletric woodwind", en slags elektrisk saxofon. Lydkvaliteten var fremragende, men lydniveauet en anelse for lavt til, at musikken rigtig trængte ind under huden, selv hvis man stod tæt på scenen. Heldigvis kunne publikum, med et par enkelte uheldige undtagelser, godt holde inde med sniksnakken.

Cohen takkede ydmygt for publikums kraftige klapsalver og fortsatte med "The Future", hvor han under linjerne "there'll be fires on the road / and the white man dancing" gav et par friske dansetrin til publikums store jubel. Senere i sangen slog de to korpiger Charlie og Hattie Webb flik-flak på scenen, hvilket igen gav et begejstret brøl fra engen.

Cohen gik videre med "Ain't No Cure For Love", og sådan fortsatte koncerten med det ene højdepunkt efter det andet fra hans over 40 år lange karriere. Cohen takkede høfligt mellem hver sang, men forholdt sig ellers lidt mere tavs end dengang for to år siden, hvor han blandt andet nærmest ustandseligt præsenterede sine musikere. Ligesom dengang var han ofte nede på knæ, men om det var for at være inderlig, hente nogle toner op fra det dybeste af sit register og/eller for at læse eventuelle tekster på scenen, skal være usagt. Er der tale om sidstnævnte, skal det være ham vel undt: Hans tekster er mere ordrige - og bedre! - end de flestes, og han er som bekendt ikke længere nogen årsunge.

Fugletræk over scenen

Sidstnævnte fakta kom han selv ind på i "In My Secret Life", hvor han under linjerne "from the latest hit / to the wisdom of old" kom ned i det helt dybe leje ved ordet "old", hvilket skabte begejstring i engen. Lydniveauet var stadig det laveste, men efterhånden havde ørerne vænnet sig til det, og heldigvis var publikum overvejende stille, undtagen når de brød ud i jubel. "Who By Fire" fulgte, med en lang intro fra den fortrinlige akustiske guitarist Javier Mas, hvis smukke spil på den spanske guitar gav associationer til flamenco.

Under "Heart With No Companion" sås et fugletræk i smuk formation pludselig lige over scenen, hvilket næsten gav en klump i halsen. Ellers var aftenens højdepunkter især, når nogle af Cohens poetiske guldkorn resulterede i jubel og latter fra publikum. Eksempelvis i "Chelsea Hotel No. 2", hvor linjer som "You told me again you preferred handsome men / but for me you would make an exception" og "We are ugly but we have the music" gik rent hjem.

Herefter fulgte en ny sang med titlen "Born In Chains". Et smukt nummer, der med linjer som "I was born in Chains / but I was taken out of Egypt" tilsyneladende er inspireret af Cohens jødiske ophav og giver store forventninger til det album, han ifølge pålidelige kilder arbejder på, når han ikke er på sin lange turné. Her markerede de tre korsangerinder Charlie og Hattie Webb og Cohens mangeårige samarbejdspartner Sharon Robinson sig i øvrigt stærkt som lead-vokalister.

"Anthem", med de bevingede ord "There is a crack in everything / That's how the light gets in" fulgte, inden der var pause - efter et sæt på 75 minutter. Cohen kan ikke ligefrem beskyldes for at være nærig.

Korpige besvimer

Efter en halv time var det til til andet sæt, som blev åbnet med "Tower Of Song" med de udødelige linjer "I was born like this, I had no choice / I was born with the gift of a golden voice", som igen udløste kraftige klapsalver. Kort efter opstod et dramatisk, uplanlagt højdepunkt, da Hattie Webb pludselig besvimede. Musikken fortsatte dog ufortrødent, og Hattie kom hurtigt på benene igen efter at have været ude at vende backstage. The show must go on.

Klassikeren "Suzanne" fulgte, med Cohen på akustisk guitar, tangentspilleren Niel Larsen på klaver og korsangerinderne, og ellers ingen. Et stort, lavmælt øjeblik.

Senere fulgte endnu en ny sang, "Feels So Good", et glimrende, blues-orienteret nummer, som viser, at Cohen stadig har et solidt greb om sangskrivningens ædle kunst. Siden kom fællessangen for alvor frem under "Hallelujah", og appalausen var stor under "I'm Your Man", hvor Cohen selvironisk ændrede linjerne "If you want another kind of love / I'll wear a mask for you" til "I'll wear this old mask for you" og pegede på sit ansigt. Han holder sig nu godt.

Andet sæt sluttede efter en time med "Take This Waltz" og valsetrin både på scenen og i engen. Cohen og kumpaner lod sig dog hurtigt lokke tilbage til en hel stribe ekstranumre, hvor især "So Long, Marianne" og "First We Take Manhattan" fik singalongen frem. Et andet højdepunkt var "If It Be Your Will", hvor Cohen indledningsvist reciterede teksten, inden de to Webb-søstre på englesang og henholdvis akustisk guitar og harpe helt overtog nummeret. Endelig sluttede Cohen, efter i alt to timer og 55 minutters koncert, eksklusive pause, selvironisk aftenen af med "I Tried To Leave You" med linjen "Goodnight, my darling, I hope you're satisfied". Og det var publikum tydeligvis også.

En helt igennem smuk aften med et fremragende band og en solist, der stadig er på toppen en måned før sin 76 års fødselsdag. Aldeles overbevisende, og kun det lidt lave lydniveau trak en smule ned i helhedsoplevelsen. Nu mangler vi bare et nyt album fra manden, der heldigvis synes at mene, at han holdt sin pension, dengang han gik i kloster i 90'erne. Jeg kan næsten ikke vente.