Der rystes ikke et sekund på hånden, når Danmarks eneste rockabilly-, punk-, popmetal-ensemble leverer album nummer fire

På Volbeats fjerde album, deres første for EMI, har de overvejende valgt at holde sig til det, der indtil videre har banet deres vej frem. Nemlig deres unikke genresammenrend af rockabilly, metal, country, 50'er-pop og punk med frontmand og bandleder Michael Poulsens sangskrivertæft. Men der er blevet plads til et par overraskelser undervejs. Den første halvdel af Beyond Hell/Above Heaven er mest vellykket. Åbneren The Mirror And The Ripper er klassisk Volbeat-boogie, mens numre som Heaven Nor Hell og Fallen stinker af hitkvalitet. Who They Are er en tung og metallisk opvisning i rifferi. Den anden halvdel af albummet er mere eventyrlig. Nogle steder ender eventyrene godt. Andre får en mere tragisk afslutning. Med 7 Shots bevæger Volbeat sig ud i et metallisk western-epos med gæstevokal af tyske Kreator Mille. Det lykkes kun næsten at få sangens forskellige passager til at arbejde i samme retning. 16 Dollars er næsten rendyrket rockabilly. Barney Greenway fra Napalms Deaths gæsteoptræden på Evelyn er intet mindre end katastrofal. Man hører vitterligt manden dræbe nummeret med sin hæse glammen. Fanhyldesten Thanks er muligvis velment, men der går mere ølkor i den, end jeg kan kapere. Beyond Hell/Above Heaven er alt i alt mere hit end skidt. De få steder, det går galt, gør det det af de rette årsager: musikalsk legesyge. Jakob Hansen har samtidig endelig ramt den produktion, Volbeats musik har tigget efter i så lang tid.