Det er originalt, men er det nok?
Så sidder man der og tænker: "Hvorfor har ingen sat de to ting sammen før?", og pludselig har man en idé til et band, hvis altså den ene tilfældigvis er elektronisk musiker, og den anden er flamenco-guitarist. Begge kan deres kram, og den let tilgængelige maskinbund lægger sig ganske naturligt ind under de mange licks, fingerspil og antydninger til riff. Det er tydeligvis guitaren, der varierer, imens maskinerne står for det stabile og drivende. Det giver et meget levende lydbillede og er heller ikke en kombination, der er gennemtærsket. Til gengæld er lyden så særegen, at de seks numre virker mere ens, end de egentlig er. Det kan ende mere som en gimmick end et bandfundament. Jeg synes, der er rigeligt plads til for eksempel en vokal også, for at give de forskellige sange en tydeligere profil. For selvom guitaren bærer numrene, så er det på den samme måde igennem hele pladen. Det er en charmerende duo, men jeg tror, der skal mere til for at føre det fra at være interessant og til at være godt.







Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.