Åndsforladt svensk sødsuppepop

Med erklærede inspirationskilder som Blake, Brönte, Godard og Truffaut kan man med rette forvente pop lidt ude over det sædvanlige fra The Sonnets. I hvert fald er det svært skuffende i stedet at blive mødt af en pastiche på Spandau Ballet med spage blæsere og strygere direkte fra keyboardet. Hele albummet er sovset ind i den blødeste 80'er-pop, og bandet kommer ud lydende mere som en afdanket Las Vegas-loungesanger end en gruppe friske, unge svenskere. Der er ikke noget drive på numre som Lost Without You Since og Everybody's On A High, og Sebastian Said er noget nær tyvstjålet fra Phil Collins' Two Hearts, uden dog at nå originalen til sokkeholderne. De hæderlige No Hollywood Ending og New Fire In The City kunne tilskrives visse Wet Wet Wet'ske kvaliteter, men ellers halter det virkelig for The Sonnets, der først på sidste nummer, den stille, men flotte Psalm For Summer, leverer lidt indlevelse. Det er ikke, fordi der er noget i vejen med at spille klassisk pop, men her mangler der i den grad vilje til at løfte det til mere end muzak.