Anmeldelse / Live / Lørdag d. 28-08-2010 kl. 12:41

Terminal
The Rock, København,
fredag d. 27. august 2010

Anmeldt af Alexander Vesterlund

GAFFA		2 stjerner
Læserne		3,43 stjerner i snit (efter 7 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Danske Terminal hylder 90'erne med energisk, men blodfattig grungerock

Man kan ikke beskylde Varde-Ølgod-trioen Terminal for ikke at være energisk på en scene. Faktisk var det et brag af en koncert, bandet præsterede fredag aften i et halvfyldt The Rock i det indre København. Dog lød braget næppe som næste århundreds "progressive rock", som Terminal selv definerer musikken på deres MySpace-profil, men snarere som et lidt hult ekko af et årti, vi forlod for godt ti år siden. Bandet, der i dag er bosat i København, debuterede sidste år med albummet "Bring Forth The Few". Og efter sigende skulle der være en ny ep på vej og en masse rotation på amerikansk MTV.

De fleste af Terminals sange er baseret på et melodisk hook omringet af grunge-inspirerede konstruktioner, der stræber efter en international rocksound, men reelt lyder som en uintenderet fordansket variant. Men pompøsiteten er uden eksempelvis Carpark Norths træfsikre sans for medrivende melodier – og uden grunge-heltenes desperate drive. Der skråles, men det er svært at høre den smerte eller vrede, skrålene skal udtrykke. Det lyder, som om Terminals fascination for grungerock mere er et udtryk for ren 90'er-nostalgi end for musikalsk nysgerrighed. Der var simpelthen intet i lydbilledet, der pegede frem og afslørede, at sangene er skrevet i dag og ikke i 1995.

Særligt arven fra Dizzy Mizz Lizzy går igen i mange af Terminals sange, og selvom forsanger Thorsten Bæk egentlig kom godt i gang på "Chance Of Losing Sight" med en forholdsvis sikker falset, endte han i fraseringer, der umiskendeligt lød som en ung Tim Christensen, og det samme var tilfældet med resten af nummerets staccato-agtige riffs. Det er svært at få øje på, hvad der gør Terminal til et unikt orkester, og det er svært at få øje den personlige indgangsvinkel, der trods alt skal give musikken kunstnerisk eksistensberettigelse og ikke blot gøre den til et festligt indslag.

Når det er sagt, eksekveredes sangene effektivt og med selvsikker begejstring, og der er ingen tvivl om, at Terminal kan sætte fut i en fest. Det er bare ikke nok, og jeg kan ikke finde det overvældende, nødvendige eller interessante i sangene. Og det mener jeg ikke ud fra en præmis om, at sange skal være avantgardistisk eksperimenterende, men blot med et simpelt behov for at blive blæst omkuld af god musik.

"Chasing Light" var det mest iørefaldende, jeg hørte, og selvom det indimellem kneb med at holde det helt tight, var det aftnens mest overbevisende nummer. Bandet, der efter tre kvarter rundede koncerten af uden ekstranumre, gav den hele armen, og materialet blev afleveret med et sympatisk drive. Men i iveren efter at rocke helt igennem, forsvandt lidt af kontrollen undervejs, og jeg forlod koncerten med et indtryk af at have hørt et band, der på alle måder og i høj grad mangler at finde ind til kernen af dets potentiale.