Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 31-08-2010 kl. 06:16

Ozzy Osbourne
Messecenter Herning,
mandag d. 30. august 2010

Anmeldt af Rebecca Thuesen
Foto: Fotograf Morten Rygaard --- www.mortenrygaard.com

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,11 stjerner i snit (efter 9 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Mørket sænker sig over Herning

Black City ****

Det danske upcoming rockband Black City har æren af at åbne ballet for mørkets prins i Messecenter Herning denne mandag aften, og det gør de rigtig godt. Med deres beskidte tekster og tilsvarende beskidte lyd er de helt bestemt et godt valg som åbningsact, og de er tydeligt glade for at have fået opgaven. Trods det at publikum ikke helt kan mønstre den store entusiasme – naturligt nok, det meste af publikum kender ikke bandet – formår drengene at skabe en herlig fest på scenen. Især "Get On Me" og deres afskedssalut, "Take Me Down With You" er rigtig fine numre, der viser et stort potentiale, som nok skal bringe Black City langt. Frontmand og bassist klarer især rollerne som showmænd fortrinligt, og har med garanti sørget for, at en god portion af de yngre piger går direkte hjem og klistrer deres billeder op på væggen.
Afslutningsvis skal jeg blot bemærke, at som en publikummer, der oplever dem for første gang, håber jeg meget, at jeg hører meget mere til dem i fremtiden.

Ozzy Osbourne *****

Forventningerne til aftenens koncert er utrolig blandede, at dømme ud fra alle de mennesker jeg snakker med, inden mørkets officielle tronarving indleder sin danske del af turnéen. Mange forventer ekvilibrisme, men lige så mange forventer et narkovrag, der ikke kan skrive sit eget navn med en pind i sandet. Selv forventer jeg begge dele, og skynder mig at tilføje, at jeg bestemt ikke mener, man skal være ædru nok til at kunne stave sit eget navn for at levere en god rockkoncert.

Om den gode hr. Osbourne er ædru eller ej, skal jeg ikke kunne udtale mig om, men ekvilibrismen er i hvert fald nogenlunde intakt. Der lægges hårdt ud med "Bark At The Moon", som naturligvis udløser et fantastisk brøle-kor fra publikum under omkvædet, og herefter går de videre til singlen "Let Me Hear You Scream" fra Ozzys seneste udspil, i øvrigt det eneste nummer, vi får derfra. Lidt overraskende for mig virker folk lige tændte over de to indledende numre; jeg havde bestemt ventet en mere halvhjertet respons ved det nye nummer.

Hele koncerten igennem serveres der højdepunkter fra Ozzys nogle-og-fyrre år lange karriere, både i og efter Black Sabbath-æraen, og mine personlige favoritter er uden diskussion "War Pigs" og "Crazy Train". Førstnævnte især fordi det viser, hvad den nye mand på scenen, Gus G., kan bidrage med, sidstnævnte fordi energien fra vores fantastiske frontmand giver mig kuldegysninger nummeret igennem.

Gus supplerer hele koncerten igennem rigtig flot, og hans ry som guitarist gøres ikke til skamme. Han formår at tilføre materialet en lidt mere rå kant, end vi har kendt fra Zakk Wylde i de sidste par år, og det er virkelig en fornøjelse, især på en klassiker som "War Pigs", at der forsøges med lidt fortolkning, uden at det kommer til at lyde som et helt andet nummer. Hans soloer og utrættelige energi på scenen imponerer mig også, og jeg håber, at han og Ozzy har mange år sammen endnu, for han er klart en vigtig del af teamet allerede nu.

Mørkets prins selv lader ikke til at være i nærheden af at stoppe karrieren endnu, heldigvis. Jo, han er tydeligt træt, og tager sig en velfortjent pause under "Rat Salad", og jo, der er kommet ølmave, og jo, vokalen er noget svækket, men det er uden diskussion en præstation af de store, vi ser i aften. Det er et dygtigt tilrettelagt show, med en noget nær perfekt sammensat sætliste, og de fejl, jeg oplever, har jeg mine anelser om, hvorfor var til stede. Som nævnt er vokalen svækket, men her er en mand, der ikke er faldet for fristelsen, som mange musikere gør, og lader lydmændene autotune vokalen fri for fejl, og det ser jeg som et plus. I stedet får instrumenterne temmelig meget mere plads i lydbilledet end ideelt er, hvilket er den primære grund til, at jeg ikke slipper den sjette stjerne, selvom jeg er klar over, at vi her taler om pest eller kolera.

I øvrigt kan Ozzy altså stadig godt synge, bare ikke fejlfrit i hvert nummer, hvilket er forståeligt, når man påtænker sværhedsgraden i sangene. Derfor er jeg også meget taknemmelig for, at han vælger at gemme stemmen til de sange, der ikke kan bæres igennem uden en krystalklar vokal, eksempelvis "Mama, I'm Coming Home" og "Killer Of Giants". Her kommer vokalen også langt mere frem i lydbilledet, hvilket bekræfter mig i tanken, at det er et bevidst valg, at vokalen ellers drukner temmelig ofte.  Publikum er da også hurtige til at tilgive. Der er med sikkerhed en meget stor portion mennesker, der vågner op med hold i nakken efter for meget headbanging, seneskedehindebetændelse efter at have kastet horn i luften en hel aften, og varige høreskader af lydniveauet. Faktisk var lyden i Messecenter Herning rigtig fin, og altså meget, meget høj, nøjagtig som det skal være. Under Tommy Clufetos trommesolo i "Rat Salad", tænker jeg, at man må have kunnet måle udladningerne på diverse jordskælvscentre, men det bliver aldrig irriterende højt, for lyden er fint afbalanceret.

Da aftenen rundes af med "Paranoid", drages der et lettelsens suk, for den har hele salen stået og ventet på, og frygtet, de ikke ville få. Det er den perfekte afrunding, og i øvrigt en flot udført live-version, der ikke afviger voldsomt fra den originale, hvilket er fuldstændig passende, titelnummeret fra Black Sabbaths (muligvis) bedste album må man ikke pille for meget ved.

Det kan godt være, mammutten er uddød, men denne mastodont ser ud til, at den vil fortsætte sin trampen en tid endnu, og det skal den have tak for. Han afslutter med ordene: "Jeg elsker jer", og så længe han gør det, er der med garanti også folk, der vil møde trofast op, også undertegnede.