Anmeldelse / Live / Torsdag d. 02-09-2010 kl. 08:44

Band Of Horses og Figurines
VoxHall, Århus,
onsdag d. 1. september 2010

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Peter Svendsen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,67 stjerner i snit (efter 9 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Efter en lovlig blid start udviklede intimkoncerten sig til et triumftog

+ Se hele galleriet

Det var et regulært scoop, da VoxHall i juni kunne offentliggøre bookingen af Seattle-gruppen Band Of Horses. Et af tidens mest populære rocknavne blandt grupper med debut i dette årtusinde skulle spille i en sal med plads til kun 800 personer, hvor de normalt spiller langt større steder, eksempelvis Falconer Salen i København med plads til 2100 - og de 800 billetter blev da også revet væk omgående.

I tre måneder kunne man så glæde sig til en intimkoncert med hestebandet, tilmed midt i Århus Festuge. Og nu var den store aften så kommet.

Opvarmning: Figurines ****

Vi skulle dog lige varmes op af Figurines, der var blevet håndplukket af Band Of Horses til lejligheden, som de var det, da Band Of Horses spillede i Falconer Salen. Musikalsk befinder de to grupper sig da også i samme boldgade, med deres store inspiration fra både amerikansk indie og ældre rock, country og folk. Figurines gav os otte numre, heriblandt tre fra deres kommende, selvbetitlede album, som er på gaden 27. september. Absolut udmærkede sange, som synes en kende mere glade og poppede, end man er vant til fra Figurines' side, ikke mindst singleforløberen "Lucky To Love". Bandet udlod dog helt at gøre opmærksom på deres kommende album, men gjorde ellers et hæderligt arbejde, i øvrigt med deres tidligere trommeslager Kristian Volden tilbage i bandet som vikar - nu med fuldskæg. Sætlisten var dog lidt sjovt sammensat, hvor Figurines havde udeladt en del af deres mere kendte sange som eksempelvis "The Wonder" og "Silver Ponds" til fordel for mindre hittende, men dog fine numre fra deres stadig seneste album, "When The Deer Wore Blue". Det skal dog blive rart at se dem snart igen til en hel koncert.

Band Of Horses *****

Det var en begejstret sal, der tog imod Ben Bridwell & Co., da de på slaget 22 indtog scenen og lagde blidt ud med titelnummeret fra deres seneste album, "Infinite Arms". En flot ballade, som dog blev afleveret lovlig tilbageholdt og langsomt. Til gengæld stod de velspillede instrumenter og ikke mindst Ben Bridwells karakteristiske lyse stemme klart i lydbilledet, mens lærredet på bagtæppet viste et foto af en smuk himmel.

Efter sangen takkede den storsmilende Ben Bridwell - der havde fået studset sit ellers karakteristiske skæg - Figurines og bandets snart forhenværende chauffør, og bandet fortsatte med "Factory", åbningsnummeret fra "Infinite Arms". Denne sang var også studset lidt, da den havde fået barberet sit karakteristiske synth-strygearrangement væk til fordel for et mindre spændende guitar-ditto. Jeg begyndte helt at frygte for aftenen, da gruppen fortsatte med den mere energiske og elektriske "Cigarettes, Wedding Bands", hvis omkvæd "while they lie-la-lied, they lie-dee-died, while they lied" fik stemningen op og fællessangen frem på VoxHall. Bagtæppe-lærredet viste nu nogle smukke birketræer.

Tempoet blev sat ned igen med "Marry Song" med guitarist og keyboardspiller Ryan Monroe på flot kor, inden der igen blev dømt sing-along i debutalbummet "Everything All The Time"s hit "The Great Salt Lake", mens bagtæppelærredet nu viste et hav med klipper. Efterhånden var det ved at blive en god aften, men alligevel greb jeg mig flere gange i at tænke tilbage på koncerten på Roskilde Festival 2008, hvor energien havde været noget større, både på scenen og i salen.

Levende billeder

Så begyndte billederne på bagtæppet imidlertid at bevæge sig og viste nu klip af Band Of Horses på forskellige festivaler, samtidig med at bandet fortsatte med den stærkt strømførende "Islands On The Coast", og så var det, som om stemningen løftede sig markant. Niveauet blev holdt med den ligeledes tempofyldte "NW Apt.", gruppens store gennembrudshit herhjemme: "Is There A Ghost?", og "Weed Party", mens især Ben Bridwell og den smådansende bassist Bill Reynolds så ud, som om de virkelig nød at stå på scenen, selvom de har en meget lang turné både bag og foran sig. Ingen af medlemmerne bar i øvrigt skovmandsskjorte denne aften - noget, de ellers er kendt for.

Herefter satte bandet tempoet ned med balladen "Older" skrevet og sunget af Ryan Monroe - hvis stemme er næsten lige så lys og flot som Ben Bridwells - men stemningen var stadig intens, og bagtæppet viste nu smukke vandfald. De blev afløst af en stjernehimmel under "Blue Beard" - hvor der også synges som "the midwestern sky", som denne aften dog ikke var grå og kold, som der står i sangen, men derimod dybblå og smuk.

Efter en fremragende "Compliments" blev det tid til en coverversion af J.J. Cales stærke sang "Thirteen Days", som passede fint ind i sammenhængen. Nummeret fik mig til at tænke over, at Band Of Horses stadig har en vis status af amerikansk indie-band, men i lige så høj grad, som nævnt, trækker på klassisk amerikansk rock, folk og country. Publikum på VoxHall var da også en god blanding af indie-T-shirt-klædte unge, som nok ikke kendte Cale-nummeret, og lidt ældre især mænd, som muligvis gjorde.

Resten af koncerten var ét langt højdepunkt, hvor især den hjerteskærende ballade "No One's Gonna Love You" og "Ode To LRC" med den meget passende linje "The world is such a wonderful place" skal fremhæves. Og naturligvis afslutningen på det ordinære sæt, debutalbummets fremragende "The Funeral", hvor der igen var tæt forbindelse mellem bagtæppelærredet og musikken: I sangens afdæmpede begyndelse viste lærredet stillestående skyer, og da de støjende guitarer satte ind, kom nogle skyer i bevægelse ind over de andre, så de små nakkehår måtte rejse sig.

En ekstatisk sal fik klappet Band Of Horses tilbage til to ekstranumre, først den stille "Infinite Arms"-lukker "Neighbor" og derpå, lidt ironisk, "The First Song", der åbner bandets debutalbum, med flot lap-steel-guitar af Ben Bridwell. En fornem slutning på en aften, der begyndte lidt forsigtigt, men udviklede sig til et triumftog, som dog ikke helt nåede niveauet fra Roskilde Festival i 2008. Heldigvis kommer bandet snart tilbage til Danmark, næste gang det meget større TAP1 i København i februar. Vi ses.