Anmeldelse / Live / Søndag d. 05-09-2010 kl. 11:42

Bako Dagnon
Global, Nørrebro, København,
lørdag d. 4. september 2010

Anmeldt af Torben Holleufer
Foto: Jacob Crawfurd

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Nede ved de afrikanske rødder

Det var en fremragende koncert, som Malis forrygende kraftværk af en jelimouso (kvindelig griot), Bako Dagnon, og hendes band leverede for et stadigt mere forbløffet publikum på Global lørdag aften. Forbløffet fordi denne ældre dame startede helt nede i det simple, bare akkompagneret af en enkelt guitarist, og så ellers nok fik det hele til at vokse. Vel at mærke på autentisk manér, totalt hinsides pop eller nogen som helst leflen. Vi var simpelthen i audiens hos en professionel åndemager og kulturbærer af den gamle afrikanske skole. Til messe i mandékulturens kirke.

Bandet voksede snart støt, så der opstod en grundstamme af føromtalte guitarist, som spillede på en forstærket spansk guitar, som var stemt, så basområdet fik den rette skramlede og fedt rustikke lyd, en bassist der vist var fransk, men som fulgte godt med i rundgangene, og så endelig en guitarist af den gamle syrede skole, som leverede de jazzinfluerede løb hen over sin el-spade, og som i takt med at publikum blev mere og mere ekstatiske, i den grad rullede sig ud. Men som udgangspunkt var det syntesen mellem de tre, det bundgroove de konstant leverede med hilsner til de store gamle bands fra Mali, som bar musikken tilsat den måske lidt ferske djembe, som - bortset fra det - spillede med bravour, om end lyden af selve instrumentet var lidt for skarp. Men igen, en smagssag.

Og over det hele skinnede så vor mor. En stor dame på alle måder, en bedstemor at se til, som har sin oprindelse i Kita, byen som har leveret flere praise sangere end nogen anden. Hvor traditionen går så langt tilbage, og hvor de virkeligt store jelimouso - en anden er Kandia Kouyaté - dels er historiebærere og troubadurer, men også indeholder en spirituel kvalitet, hvor de med deres sindssygt svært udførte sang og hele tilstedeværelse kan fremmane en trance hos de tilstedeværende. Og det var lige, hvad Bako Dagnon gjorde på denne aften på Global. I hvert fald for undertegnede, der dels er midt i ramadanfasten friskt hjemkommet fra trancesessionerne i Sydmarokko, og dels er totalt gone på den ægte musik fra Vestafrika. Og her var man altså helt nede ved kilden.

Så for mig var det en af de største koncerter længe. Fordi sangen var upåklagelig - også selv om Bako vokalt ikke er en Babani Koné, en Amy Sacko eller føromtalte Kandia Kouyaté - og fordi bandet i den grad vågnede op til dåd og leverede generøst.