Bedaget lyd med kurs mod en masse irriterende compilation-cd'er

Black Lillies hed engang Universal Funk, og dengang lavede de noget elektronisk og jazzet lounge-musik og house, som tiden krævede det. Nu hedder de Black Lillies, men lyden er stadig den samme blanding af latin-jazz, Brazil-percussion, uengageret loopede beats, horn og alt for meget blues-, jazz- og funk-lal. Det er, når den elektroniske musik helt ukritisk prøver at efterligne musik frembragt på traditionel vis, at den bliver uinteressant, for så mister den elektroniske musik det, kun den kan. Den maskinelle præcision og tilhørende digitale sammenbrud og klangflader, der ikke er begrænset af instrumenters konkrete lydmæssige potentialer. Her får vi så serveret kedelig etno-house (Cannonball), samba-klichéer (Between The Lines, Searching) og allerværst sløv og kedelig røvballe-blues på I Need A Little Time, hvorpå Rhodeset og guitaren kappes om at lire flere standardiserede almindeligheder af, end der høres under talerne til en konfimationsfest i Nørre Vorupør forsamlingshus. Serenity now!