Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 07-09-2010 kl. 09:48

Hole
Bumbershoot Festival, Seattle,
søndag d. 5. september 2010

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen
Foto: Pete Holm

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Hole med Courtney Love i front vendte hjem til Seattle for en aften. At dømme efter publikums reaktion var Nobody's Daughter længe ventet.

"Please allow me to introduce myself, I am a woman of wealth and taste"
"Hello home" var det første Courtney Love sagde, da hun søndag aften kl. 19.45 med en cigaret i mundvigen spankulerede ind på Seattlefestivalen Bumbershoots main stage. Iført diadem, sort pels, lange læderstøvler og en læbestift, der var lige så rød, som den Rickenbacker guitar hun de efterfølgende 90 minutter skulle hamre løs på.

Hole går på scenen til tonerne af cirkusmusik. Hele gendannelsesprocessen af Hole (og ikke mindst Miss Loves eget liv) har jo til tider også virket som en del af et cirkus. Selvironien fejler da heller ikke noget, da Courtney Love indleder denne aften med Rolling Stones "Sympathy for the Devil" (1968). Meget kan siges, og meget er blevet sagt om Miss Love, men der herskede ingen tvivl om, at det fremmødte menneskehav denne aften i Washington State, modtog hende som en af deres egne.

Courtney Loves ven gennem de sidste fem år, britten Micko Larkin, har indtaget pladsen som hendes guitarist og sidekick i det gendannede Hole – en plads Holes oprindelige medstifter og tidligere guitarist, Eric Erlandson, ad rettens vej kæmper for sine rettigheder til. Hvem der omgiver aftenens hovedperson på scenen i Seattle i aften, virker dog fløjtende ligegyldigt – Miss Love er og bliver personificeringen af Hole.

"Skinny Little Bitch" og "Samantha", begge fra den fremragende "Nobody's Daughter"-udgivelse (2010), indledes i højt tempo, og de ca. 8000 fremmødte kan skråle med på: "People like you fuck people like me in order to avoid agony".

Herefter bevæger vi os tilbage til den dengang, Courtney var Miss Cobain og boede på Lake Washington Boulevard, 15 minutters kørsel fra, hvor hun står i aften. Vi får "Miss World" fra debutudgivelsen "Pretty on the Inside"og "Violet" fra Holes platinsælgende "Live Through This" udgivelse fra 1994. En udgivelse, som både Spin og Village Magazine, tilbage i 1994, kårede som Album of The Year.

Musikalsk har Courtney aldrig spillet Kurt Cobain-kortet. På "Nobody's Daughter" figurerer der dog et nummer dedikeret til ham, i form af "Honey". "Honey" leveres med Courtneys vocal oppe i det skrigende register, noget kun hun kan slippe af sted med på en måde, så det giver totalt mening. Vi får "Celebrity Skin", titelnummeret fra Holes multiplatinsælgende 1998-udgivelse.
   
Bandet forlader scenen, og kun Micko Larkin og aftenens hovedperson står tilbage. Som en hyldest til et andet af Seattles store bands, Pearl Jam, leveres en akustisk og meget alternativ version af "Jeremy" fra Pearl Jams debutudgivelse "Ten" (1991).

"It's better to raise than fade away"
"Malibu" og "Reason To Be Beautiful", begge fra "Celebrity Skin"-udgivelsen leveres på kanten af punk. Der crowdsurfes foran scenen, men hvis ikke det skulle være passende at crowdsurfe her, hvor så? At blive båret frem mod scenen af et menneskehav, var jo netop en event, der opstod i Seattle i forbindelse med grungen tilbage i de tidligere 1990'ere. Om man vil det eller ej, var Miss Love en del af den bevægelse. Ikke bare som Miss Cobain, men også som sanger i Faith No More og frontfigur i det Hole, der udsendte deres debut, "Pretty On The Inside", tilbage i 1991.

Som Courtney synger i slutningen af "Reasons To Be Beautiful": "When the lights go out, you better learn to fake – it's better to raise that fade away." Om nogen har privatpersonen jo netop rejst sig, mod alle odds, igen og igen. Misbrug, dødstrusler, beskyldninger om at slå Kurt Cobain ihjel, tvangsfjernelse af hendes datter – i aften står Courtney på scenen i Seattle og leverer en fremragende koncert, bakket op af et fremragende nyt album – respekt herfra.

Love beretter om sidst, hun besøgte en Spa – the rehab Spa - og blev inspireret til at skrive "Dirty Girls" som afvikles i rasende tempo.

Aftenens Hole-koncert var en upoleret rock/punk koncert, båret frem, ene og alene, af Courtney Love. Tempoet og timing halter en smule enkelte steder, men der var intet i vejen med leveringen.

Hen imod slutningen finder undertegnede sig selv syngende med på "I wanna be the girl with the most cake", som en del af nummeret "Doll Parts" – højdepunktet fra "Live Through This"-udgivelsen. Tager mig selv i at fortsætte, da den kvindelige reporter fra Rolling Stone Magazine, fra sit pressesæde ved siden af mit, kigger underligt på mig.

Alle har en mening om Courtney Love, og Courtney Love virker, som om hun, på sin Twitter-profil, har en mening om alt. Alt dette skubbet til side, må det konkluderes, at hun stadig kan levere på en måde, som ingen andre kan. Hendes vokal er bedre end nogensinde, og hun ser ud til at være i fin fysisk form. Ydermere har hun et glimrende album, "Nobody's Daughter", at turnere med – ærgerligt, at hun aflyste sin koncert i København tidligere på året.

Denne aften under The Space Needle i Seattle slutter, som den startede. Alene på scenen spiller aftenens femme fatale sidste vers af "Sympathy for the Devil", erstatter ordet Lucifer med Courtney og forlader scenen.