Anmeldelse / Live / Torsdag d. 09-09-2010 kl. 09:11

Eels
Store Vega, København,
onsdag d. 8. september 2010

Anmeldt af Alexander Vesterlund
Foto: Per Lange

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,30 stjerner i snit (efter 10 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Mark Everett er blevet glad

At det altoverskyggende alter ego i amerikanske Eels, Mark Everett, er en sky fyr, har vi gentagne gange fået at vide. Hans sange kredser om tristesse og mismod, som regel tilsat lidt humor og et spinkelt håb: I teksterne, der ofte tilbyder en bittersød udvej, som når Everett kravler op til månen, eller bare går ud og tisser i haven, når kæresten igen har låst sig inde på badeværelset. Og i musikken, der som regel løftes med vildt træfsikre melodier og midt i kaoset peger mod lyset. Har man blot læst lidt om Everetts personlige baggrund, forstår man, at han har taget sin portion livslede. Men det skal vi ikke tale mere om nu.

For det var sandelig en helt anden mand, der klædt i hvidt og sammen med et legesygt orkester på fire dukkede op på scenen i et udsolgt Store Vega onsdag aften i København. Bassisten Koool G. Murder, som Everett lod os forstå er noget i retningen af en levende legende, bevægede sig næsten ikke, men bevægede til gengæld sit instrument med en badass-attitude, der fik åndsfæller som Blues Brothers og ZZ Top til at blegne i sammenligning. Det samme var tilfældet med resten af orkestrets to guitarister og trommeslager. Alle fem var iført solbriller og stive ansigter, og Everett havde foruden sit karakteristiske fuldskæg et bizart tørklæde om hovedet, så vi faktisk ikke kunne se andet hud end de energiske fingre, der gled op og ned af elektriske guitarer.

Hvor er det bare nice!
Det var til tonerne af Pinocchio-sangen "When You Wish Upon A Star", at lyset blev slukket i salen. Dette lagde – ironisk, viste det sig – op til noget langt mere tilbagelænet og følsomt, end hvad der egentlig ventede. Everett startede da også blidt uden bandet med "Grace Kelly Blues" fra 2000-albummet "Daisies Of The Galaxy", hvor der optimistisk synges "I think you know I'll be OK" – et statement, der kom til at kendetegne aftnens koncert, der snart udviklede sig til en fest med trommesolo, humor og appetit på livet.

Og kære læser, jeg lyver ikke, når jeg skriver, at Mark Everett kastede bandanaer ud til publikum. Det var et surrealistisk billede. En ung kvinde bag mig råbte gentagne gange til sin makker: "Årh, hvor er det bare nice!" Det hele var næsten for godt. Og Everett råbte højt og tydeligt: "Dette er ikke en drøm, det er virkelighed!". Publikum bød ham velkommen.

Men var man kommet for at høre melankolske hymner om det bitre liv, når ingen gider lege, blev man overrasket af en udadvendt frontfigur, der selvsikkert rakte ud mod verden og publikum. Flere af sangene var lavet om og tilpasset den nyvundne styrke, ofte i et højere tempo og i et blues-rocket udtryk. Og der blev jammet uden at kamme over. "My Beloved Monster" var svær at genkende og underligt funky og nægtede simpelthen at være trist, som den ellers er på debutpladen fra 1996. Og den opskruede "I Like Birds" rockede hele vejen op langs balkonen.

Og lykken fik endnu et nøk opad med en coverversion af The Lovin' Spoonful-hittet "Summer In The City" fra 1966. Everett sang stærkt og overbevisende og med en intens og let hæs røst, der væltede ud over scenekanten – selv når festglæden smittede af på sange, der måske ville stå stærkere i det eftertænksomme og sarte udtryk, der også er en del af Eels.

Mere bag brillerne
Men der var da også små, melankolske glimt. I "End Times" fornemmede man lidt af den sørgmodige Everett, der nok stadig er at finde et sted bag solbrillerne. Her spillede han på en dybt nedstemt guitar, der var akkompagneret af flot pedal steel-spil. Også det første ekstranummer med den lange titel "I'm Going To Stop Pretending That I Didn't Break Your Heart" gav på falderebet koncerten en kærkommen følsomhed, inden der blev rundet af med "Oh So Lovely", der er en af de bedste sange fra dette års optimistisk klingende "Tomorrow Morning".

Selvom man indimellem kunne savne Eels' inderligt ærlige og nøgne udtryk, ja, så var det altså bare en aften, der fokuserede på andre nuancer af bandets omfattende katalog. Særligt "Prizefighter" var stærk og umulig at stå stille til, da Everett hylede som en ulv, mens bandet spillede op til en gang tung og ukompliceret blues-rock, der altså dannede rammerne om en dejlig aften i selskab med Eels, der nok ikke har overrasket for sidste gang.