Skambankt: Søvnløs

Skambankt
Søvnløs

Skambankt: Søvnløs

GAFFA

CD / Columbia / Sony Music
Udgivelse D. 06.09.2010
Anmeldt af
Erik Barkman

Søvnløs er lyden af et fuldendt hamskifte. Hvor norske Skambankt på sidste års Hardt Regn døjede med at finde sig til rette i en ny, storladen halvfjerdser-lyd, så færdes de hjemmevant på Søvnløs. Tidligere Kaizers Orchestra-guitarist Terje Winterstøe Røthings sange fremstår helstøbte nu. Tag bare Mantra, en klassisk rocksang med episke riff, store kor, sangbare omkvæd og en treleddet struktur, der simpelthen føles rigtig. Kun Kvelertak! vækker for alvor minder om Skambankts fortid som et slags marxistisk Motörhead. I dag er de primære pejlepunkter for nordmændenes lyd orkestre som Deep Purple, Black Sabbath og Turbonegro, og sangene hviler på et fundament af tung blues rock snarere end punk. Numre som Mantra og den overrumplende lyriske ballade Født På Ny udgør klare højdepunkter på albummet, der ikke byder på den ene tindrende perle efter den anden, men kan prale af et højt bundniveau. Søvnløs er ikke dyb, den fordrer ikke alverden af sin lytter, men den er bundsolid.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA