Astro Buddha Agogo: Astro Buddha Agogo

Astro Buddha Agogo
Astro Buddha Agogo

Astro Buddha Agogo: Astro Buddha Agogo

GAFFA

CD / Gateway Music
Udgivelse D. 14.09.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Der er for alvor blevet lukket op for posen, efter at bands som Ibrahim Electric har vist vejen, hvor hjemlige virtuoser for alvor kan vise talentet frem i sammenhænge, som ikke nødvendig kalder på en genrebetegnelse. Som her hvor tre af vores mest talentfulde musikere er gået sammen om et pokkers swingende og charmerende projekt, en trio bestående af orgel, trommer og saxofon, tilsat en række af vennerne, der i den grad sætter kolorit på løjerne. Hos Astro Buddha Agogo befinder vi os i en tid, hvor en Ray Charles nemt kunne lure omkring hjørnet, og associationerne kommer væltende, men det der står tilbage er en dybt original lyd fra et hamrende velspillet og velsmurt orkester.

Dan Hemmers orgel har i en årrække lyst op, hvad enten det var en sen aften på Mojo med Kenn Lendings Bluesband, eller i mere humørfuld sammenhæng med Morten Lindberg. Michael Blicher er en af vores mest talentfulde saxofonister, der blandt sine mange aktiviteter er dirigent for Copenhagen Big Band. Og Anders Holm er en janitshar af fineste klasse, og lader sig høre med blandt andre Savage Rose, Naja Rosa og Kira Skov. Tilsammen danner de en helhed, som kan sin rytmiske historie, og rammer ned i et utal af tidslommer, som på The Funeral, som tager os med et begravelsestog ned af gaden i New Orleans, mens vi andre steder ledsaget af Rune Harder Olesens congas med hints til de afrikanske ånder føres ind i et seriøst caraibisk mode. Der er ingen grænser, og den røde tråd er faktisk, at alt bliver spillet hamrende veloplagt med en diktion og overblik, som jeg herhjemme kun mindes at have oplevet hos de langt mere talstærke New Jungle Orchestra.

Der er hele tiden ufatteligt overskud. Selvfølgelig får vi en blues, men den spilles så slæbende elegant, hvor Anders Holms superfølsomme spil mellem bækkener, hi-hat og lilletromme svinger så dybt, samtidig med at orgelet dræver og Blichers sax er kornfed, som var Count Basie på et hastigt besøg. Eller på Babylon, hvor vi selvsagt er i reggaehjørnet, og hvor Hemmers orgel hilser på en Augustus Pablo-dub, mens Holms tromme rejser sig og skaber et karnevalsoptog længere henne ad gaden. Eller Riff Song, som har attack som en rockabilly, men hvor Blichers fløjte ovenpå orgelets swingriff er sublimt godt gået. Og endelig mit yndlingstrack, B. B. In Africa, hvor Anders Holm og Rune Harder Olesen får kørt en seriøs salsa op, mens Ronny Boysen får kørt nogle bluesspader og Blicher og Hemmer giver deres besyv med på klaver og orgel, inden trommernes dans for alvor tager over og formeligt cykler derudad og byder op til endnu et kor.

Et nyt band har allerede fået en egen lyd. Og skabt et album, som jeg varmt vil anbefale enhver.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA