Yoav: DR Koncerthuset, København

Yoav, DR Koncerthuset, København

Yoav: DR Koncerthuset, København

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Han kommer ind midt på scenen i det enorme lokale og starter med at tage støvlerne af. De bare tæer trykker på pedalbrættet, og han bøjer sig ned for at dreje på ting, som vi dødelige må nøjes med at gisne om. Opskriften er stort set den samme på hvert nummer herfra: Nogle slag og kradsen på guitaren og et par toner, som gentages i et loop.

Det mange-kantede rum som kaldes Koncertsalen er stort set fyldt. Jeg spotter et par ledige pladser igennem tågen, men retter igen opmærksomheden mod den enlige skikkelse dernede. Hvad har han gang i? Hvordan skal han fylde det her lokale ud? Hvem har fået den sindssvage idé at booke ham her...

Legoklodser lavet af musikalske brudstykker

Yoav lægger for med Greed, det første nummer fra den nye plade A Foolproof Escape Plan. Langsomt begynder det at dæmre for mig, at han ikke gør brug af computere og samples på en harddisk. Han laver det, mens vi lytter. Paradoksalt nok er nummeret hele tiden under opbygning, mens vi hører det, uden at det bærer for kraftigt præg af at være ukomplet. 4 takter overtages af 4 nye, nu med de første 4 som underlag.

Og så kommer den bløde europæisk/britisk klingende stemme (sydafrikansk blegansigt fra Israel) og fortæller en historie langt borte fra, som alligevel lyder bekendt. Det er ikke opstyltet og rock stjerne-agtigt. Det er lige her, og det er helt nede på jorden. Yoav fortsætter ind i There Is Nobody fra første skive Charmed & Strange, og jeg får varme i kinderne. Han er ingen John Mayer på guitar, men han rammer lige dér hvor han skal. Det sprøde pophit bliver afløst af klub-nummeret Moonbike, som falder en smule for langt ud til siden i det store rum.

Hvis der ikke er meget at kigge på nede på scenen, er der heldigvis Koncertsalen. Lyset snurrer og skifter farve og glider hen over de skæve kanter. Yoav henter 4 strygere ind på scenen, som især fyrer op under Anonymous til smældende klapsalver. Måske var han lidt usikker først, men nu lægger han fra land.

En enkelt misser, og derefter næsten salighed

Under Wake Up holder jeg skarpt øje med Yoav og hans pedalbrætnirvana, men kommer frem til at jeg slet, slet ikke er instrumentnørd nok til at kunne snakke med. Yoav slår over i Yellowbrite Smile, som jeg havde håbet han ville spille, men nummeret går bare ikke op i en højere enhed. Yoav looper ikke sin stemme så meget som guitaren, og er derfor fanget i den klassiske overproduktions-fælde, hvor livenumrene føles lidt amputeret. Lyden af slagene på guitaren går lige vel skarpt igennem og nedtoner den gode oplevelse yderligere. Klapsalverne holder da også inde hurtigere end på de øvrige numre.

Så får vi Club Thing, det nummer som sendte Yoav ind i danskernes bevidsthed. Manden snurrer på knapperne og bokser med sit instrument. Med sin inviterende hyldest til den dejlige kvinde på dansegulvet minder Yoav lidt om Beck på Midnite Vultures, fri og ligetil. Igen tæsker klapsalverne igennem Koncerthuset. Yoav sender en hilsen til sin mor, som sidder et sted i lokalet - uden tvivl stolt af sønnike. Så langt kan man altså komme, helt uden Cubase eller en computer med et lysende æble på scenen. Det lyder så organisk, at bananplanter (Musa Sapientum) vokser hurtigere, hvis de er i lokale med Yoav når han øver. Det er helt sikkert videnskabeligt dokumenteret. 

På dette tidspunkt er der opstået knas med et udvalgt pedalbræt, og det fortsætter resten af koncerten. Selvom det er ærgerligt, er det tilgiveligt. Jeg vil vædde med at perfektionisten dernede bruger nogle af sine tourpenge på at rette fejlen til næste gang vi ses. 

Nu spiller han Beautiful Lie. Folk har totalt overgivet sig. Lyset i Koncerthuset er rent flødeskum på toppen. Nummeret slutter. Folk rejser sig og klapper. Hele salen. Bortset fra ham i kørestolen, og så mig, som sidder og noterer et eller andet, som ikke kom med i anmeldelsen alligevel. 

Yoav smutter. Så kommer han igen, og spiller først 6/8 Dream. Folk er mætte og tilfredse, mens kan godt klemme et nummer mere ned til dessert. Yoav er i en slags gavehumør og spiller det eneste nummer, jeg syntes han manglede: We All Are Dancing. 

Åh, tak.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA