Robyn: Falconer Salen, København

Robyn, Falconer Salen, København

Robyn: Falconer Salen, København

Anmeldt af Per Bloch Andersen | GAFFA

Robyn gik på scenen kl. 21.06, efter lidt mere end en times dj-opvarmning, som vi skal vende tilbage til senere. Aftenens dresscode var hvid. De fire mandlige bandmedlemmer - to på keyboard og to på trommer - var i kedeldragtlignende uniformering. Robyn i jakke, kort T-shirt, lyse gamacher og noget der lignende et fragment af en denimbuks vendt på vrangen.

Publikum var tydeligt forventningsfulde. Robyn har ramt noget i tiden, eller i den fællesfolkelige øresnegl, for hendes publikum er vokset markant i både mængde og diversitet de seneste år. Særligt med udgivelsen af "Body Talks pt. 1" midt i 2010. Hendes elektro-pop har opnået bred enerkendelse og det faktum, at hendes musik er mainstream, afskrækker tilsyneladende ikke frontløberne. Her var hele spektret repræsenteret; ung som ældre, de pæne og poppede, de kantede og krøllede.

Der blev lagt hårdt ud med "Fembot" og siden "Cry When You Get Older". Klubstemning med live-orkester. Elektronisk musik spillet af analoge mennesker. Med præcision, entusiasme og maskinel kraft. Kombinationen af elektroniske og akustiske trommer er ikke ny, men den er til gengæld både effektiv og effektfuld og danner et perfekt rytmeunderlag for dansegulvet, samtidig med at det fungerer som sceneshow.

De levende maskiner
For nylig skrev Robyn på sin Twitter, at det lige var gået op for hende, at "Cobrastyle" bliver spillet i 170 bpm (beats per minute, Red.), hvilket unægtelig lyder meget højt for en kæk lille popsang. Det skulle imidlertid vise sig, at det på ingen måder var for højt i praksis. Bastant, aggressivt og insisterende dance.

Pop-fobikerne har formentlig deres ankepunkter parat over for Robyn og genren som helhed. De bør efter min smag pakke deres fordømmelse bort. Her er tale om skarpsleben pop, der ikke bare virker, men også er fremført med charme, pondus og integritet. Ikke noget genren nødvendigvis kan bryste sig af. Robyn kan om nogen. Hun formår at vække musikmaskinerne til live, at producere stramt, men stadig dynamisk, og at forene 80'er-retro med futurisme. Hendes tekster er ikke digterkunst og hun opfinder ingen dybe tallerkner, men hun leverer varen: krystalklar pop og en tindrende liveperformance.

Det er det klassiske eksempel på, at det minimale og enkle snildt kan være effektivt og rigeligt. Hvis der orkestreres med omhu og dygtighed, behøver man ikke et stort ensemble for at skabe stor musik. Eller en dansefest for den sags skyld.

Stopdans til livemusik
Cirka halvvejs inde i hovedsættet var det som om det stramme greb fra scenen blev sluppet. Herfra føltes det som om at brændstoffet mere var publikums sympati og ukuelig krav om at skabe en fest. Momentet gik tabt, og koncerten blev ujævn og ustruktureret. Som at skifte mellem fuld gas og tomgang, uden føling med puls og retning.

Mit følgeskab nåede lige at sige, at det var et noget fladt mellemstykke, hun havde gang i, inden "Dancing On My Own" gik i gang og ændrede på sagen, men desværre kun kortvarigt, eftersom det viste sig at være næstsidste nummer inden bandets første exit fra scenen.

At lade sættet blive brudt op af flere exitter, var en ærgerlig og ugunstig disposition, som tog flowet ud af koncerten og plettede helhedsfornemmelsen. Når man som Robyn har så mange hits og beviseligt kan sammensætte en sætliste - med sommerens koncert på Roskilde Festival i skarp erindring - kan det kun ærgre, at niveauet fik lov at falde. Når koncerten som helhed ender med ikke at fungere, så skyldes det formentlig, at festen manglende retning. Der var for mange udsving og opbrud. I stedet for at køre sættet jævnt frem imod et klimaks, så blev det en art stopdans til livemusik.

The dj's killed the music
Og så havde dj-opvarmningen altså også lagt et helt forkert grundlag for festen. Det var helt igennem malplaceret og fejldisponeret at byde et så velvilligt og feststemt publikum mere end 60 minutters fad og ligegyldig dj-seance. En billig og letkøbt løsning fra arrangørens side, der ud over at være spild af tid også gav forventninger om, at vi skulle deltage i en klubfest. Det skulle så imidlertid vise sig at være en mere traditionelt opbygget koncert, med variationer, talrige tempo- og stilskift med mere, hvilket endte med at forvirre helheden. Hvem der bærer ansvaret for dette mismatch er uvist, men faktum er, at det kunne have været markant bedre, hvis der var blevet sparet på dj-sættet og strammet op på live-sættet.

Efter koncerten hørtes flere røster der bekræftede netop denne fornemmelse. Læssevis af goodwill fra publikum og Robyns høje ambitioner på vegne af den organiske og fremadskuende popmusik kan desværre ikke ændre på, at et højt kvalitetsniveau og en energisk optræden kan blive skændet af manglende fokus og sløset struktur.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA