Organisk drømmedebut

Den australske kvartet Tame Impala debuterer med et album, der bedst kan beskrives som en psykedelisk rockindsprøjtning, som er blandet med traditionel 60'er-beatmusik og et dreamwave-filter. Solitude Bliss og It's Not Meant To Be tipper på hatten til sidstnævnte, mens Desire Be Desire Go og mest åbenlyst den fremragende The Bold Arrow Of Time har klassiske rockguitargrooves. Fælles for de fleste numre er gennemarbejdede arrangementer, som rokker frem og tilbage og faser fra side til side. Innerspeakers forkærlighed for lad os kalde det transcendentale lydbilleder blander rockepokerne som spillekort, og derfor er det et album, man kan dele med sin far eller søn. Lydbilledet er bemærkelsesværdigt flydende og organisk; trommespillet er indpiskende, vokal og kor svæver i højt i sine egne luftlag, mens guitareffekterne bærer albummets signatur fra rene Hendrix og Kinks-pastichéer til skramlende og buldrende boogierock. Måske læner numrene på Innerspeaker sig lige lovligt meget op ad hinanden, men i den lettilgængelige ende af psychrocken et veldrejet album.