ZZ Top: Forum, København

ZZ Top, Forum, København

ZZ Top: Forum, København

Anmeldt af Christian Weigel | GAFFA

Knap har dønningerne fra Prince lagt sig før hele to amerikanske sværvægtere med 40 år på bagen sammen skal varme Forum op. De tre spøjse fætre i ZZ Top udgør den dimentrale modsætning til The Doobie Brothers. Lige så polerede Doobie Brothers er, lige så sumpede er ZZ TOP.

Hvis man er gammel nok, husker man nok de sexede langbenede sild, de fede biler og den lidt stive cool stil fra MTV videoerne i 80'erne. "Eliminator" satte for alvor ZZ Top på rock- verdenskortet, med en stribe evergreens, der stadig dominerer sættet til en ZZ Top-koncert.

De tre kæmpe hits "Gimme All Your Lovin'", "Sharp Dressed Man" og "Legs" ligger da også altid sidst i sættet som perler på en snor og minder publikum om, at det stadig er værd at se ZZ Top. Man kan undre sig over, at de vælger at spille disse hits i træk i stedet for at blande bolcherne lidt mere, for ind imellem er det hele næsten ved at gå i stå.

ZZ Top har i 40 år huseret med deres charmerende lidt underspillede og simple Texas-boogie med rødder i rock'n'roll og blues. De har dog også bevæget sig væk fra dette og over i en nærmest futuristisk syntetisk danserock. En kombination, der skaber en bredde i en koncert, der ellers ville blive for ensformig, da ZZ Top i bund og grund er ret simple. Det har ikke været lige kønt alt sammen, men det skal slås fast, at de lynede denne aften på Frederiksberg. Jeg har set dem nogle gange nu, og denne aften var de i topform.

Sættet går way back. Vi skal faktisk helt tilbage til "Antenna" fra 1994 for at finde det nyeste nummer i sættet. Vi får fra denne skive en særdeles potent udgave af "Pincushion". De seneste tre skiver går helt ubemærket hen. Måske ZZ Top har lidt svært ved at finde det ben, de skal stå på i fremtiden. Men så er det jo heldigt, at de har nogle fede gamle hits.

Billy Gibbons er ubestridt hovedmanden i ZZ Top. Men sin whiskyrustne stemme, sit lune, sine cool bevægelser er han den fødte entertainer. Samtidig lyner han i den grad på sin guitar, hvor der ustandselig kommer nogle interessante lyde ud. Der er mange skæve toner, men det hører med til ZZ Tops bluesede og sumpede rock'n'roll. Jimi Hendrix nåede inden sin død at udnævne Gibbons som the next big thing. ZZ Top spiller "Hey Joe" som hyldest til Jimmy, hvor specielt Gibbons skaber synergi mellem det oprindelige arrangement og hans helt personlige spillestil.

Publikum var grundlæggende ikke helt på toppen, men det tog ZZ Top sig heldigvis ikke af. Billy Gibbons fik dog folk op på tæerne, da han introducerede tre unge letpåklædte sild, der kom ind med en ny hat, og der lød et brøl, da han vendte sin guitar om og der stod ØL på bagsiden. Det er små gimmicks som disse, der bryder den lidt monotone stil, ZZ Top lægger for dagen. ZZ Top havde et udmærket sceneshow med, der lå lige tilpas på grænsen mellem det underholdende og kedsommelige. Lidt blikfang, der dog aldrig tog fokus fra musikken.

ZZ Top lagde ud med "Got Me Under Pressure", hvorefter tempoet falder og vi får en skøn udgave af "Jesus Just Left Chicago". Herefter deles koncerten nærmest i to.

Først får vi en række groovy og bluesede numre, hvoraf flere er covernumre. Hver især er de ok, men for satan, hvor kører de længe i det samme spor. De kunne snildt udelade et par af de langsomme eller blande lidt op med numrene i den sidste afdeling. I den sidste tredjedel af koncerten, kommer der andre boller på suppen. Det starter med "Party on the Patio", der legende let rocker af sted efterfulgt af sublimt slide-guitarspil i "Just Got Paid", hvorefter koncerten rundes af med føromtalte trilogi fra "Eliminator".

Drengene vender tilbage og giver den gas i "La Grange", som endelig får folk i omdrejninger. Koncerten slutter med "Tush", der rykker sikkert … det er så klassisk, og her brænder kostene virkelig igennem. Hold kæft, hvor det swinger! Alt i alt en dejlig aften i selskab med disse Texas-boogie-drenge.

En skøn koncert, der får 5 stjerner. ZZ Top kan ikke få 6 stjerner før de leverer en mere homogen koncert. De er cool, de har humor, de har stil, de kan spille, de har deres egen sound, men det dør en gang imellem, når bluesen trækkes for langt ud. Jeg vil dog ikke udelukke, at der findes en hel del blandt publikum, der faktisk er kommet for at se netop det bluesede og det sumpede.

Det kan godt være, at Jesus just left Chicago, but Santa just left Copenhagen.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA