Jamiroquai og Jay Kay stadig i topform

Jay Kay er det eneste permanente medlem i Jamiroquai, så det er ikke så underligt, at han bliver sammensat med band-navnet. Den karismatiske brite har da også tegnet bandets profil siden starten i 1992. Efter skiftende rygter om, at han skulle have lagt musikken på hylden, er han tilbage med bandets syvende album. Det første i fem år. Selv siger han, at han var lidt udkørt efter forrige album, men på ingen måde pensioneret. Han var dog lidt træt at den noget syntetiske lyd, som skyldes millimeterpræcise studie-manipulerede indspilninger og miks. Så på det nye album er alt indspillet 100 procent live. Jay Kay har den sjældne, men beundringsværdige kvalitetsmålestok, at sangen skal holde med blot keys eller guitar. Så selv om indholdet ikke nødvendigvis er superdybt, så er det rent musikalsk bundsolidt. Det resulterer igen i et helt vildt gennemført album, hvor den live lyd og det noget mere rolige tempo går op i en større helhed. Endnu engang leverer Jamiroquai et album i verdensklasse. Den organiske lyd og dyrkningen af den rå og ærlige musikfremførelse klæder sangene helt vildt. Og alligevel bliver der ikke skruet ned for soul-funken. Slet ikke. Første single White Knuckle Ride er radio- og club-venlig Jamiroquai-disko, som vi elsker det. På resten af albummet har de hurtigere eksplosive danse-numre bare veget noget af pladsen for mere retro-funk baserede tracks, og det er cool hele vejen. Jay Kays vokal er upåvirket af, at han har passeret de 40. Han synger som sædvanligt lækkert og klart. Af gud ved hvilken grund bliver japanerne begavet med et suverænt bonustrack, That's Not The Funk That I Want, som kun er tilgængelig for os andre via den japanske iTunes eller import. Hvis det er sådan her, de lyder live, så skal jeg stå forrest til koncerten.