Eliel Lazo: El Conguero

Eliel Lazo
El Conguero

Eliel Lazo: El Conguero

GAFFA

CD / Stunt Records
Udgivelse D. 11.11.2010
Anmeldt af
Ivan Rod

Eliel Lazo spiller congas. Heraf titlen på hans nye album: El Conguero (spansk for congasspilleren). Eliel Lazo optrådte første gang i Danmark, da han i 2004 blev inviteret hertil af DR Big Band, og bare tre år efter bosatte han sig her. El Conguero, der udkommer på et dansk label, er – af samme grund - et dansk/cubansk album med Eliel Lazo som komponist, kapelmester og percussionist og en suveræn back-up af hele 27 musikere af dansk eller cubansk oprindelse. (De mange musikere indgår i forskellige konstellationer). Det, de mange musikere tilsammen skaber, er en virkelig funky omgang afro/cubansk musik. Noget af det bedste inden for dén genre, undertegnede endnu har hørt fra et dansk label. Især kombinationen af percussionistens beat og de påtrængende blæsere giver albummet et forrygende energisk tilsnit. Mest helstøbt fremstår ikke desto mindre den stilfærdige ballade Martha, hvorpå Eliel Lazo i al stilfærdighed brillerer sammen med Mads La Cour på flugelhorn, Chucho Valdes på klaver og Yasser Pino på bas. Netop den ballade er sanselig smuk. Selv om albummet også rummer nogle svagheder, står især dén tilbage i erindringen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA