Anmeldelse / Live / Lørdag d. 13-11-2010 kl. 10:53

John Hiatt
John Hiatt & The Combo, Værket, Randers, fredag ,
lørdag d. 13. november 2010

Anmeldt af Henrik Friis
Foto: Toke Hage www.tokehage.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		4,33 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Rusten skulle lige bankes af og leddene smøres - både hos John Hiatt og publikum. Men så...

John Hiatt sprøjter fortsat album ud i lind strøm. Sådan cirka hvert andet år kommer der nyt - og slet ikke ueffent af slagsen , som nu den seneste The Open Road,  der blev udsendt i foråret.

Men når det kommer til koncerter som den i aftes på Værket i Randers, er og bliver det dog de gamle guldkorn, der får lov til at trække hovedparten af læsset. '87-albummet Bring The Family og efterfølgeren Slow Turning delte faktisk den sidste halvdel af koncerten ligeligt i mellem sig. Inden Hiatt & co. -  på dette tidspunkt i spilkogende topform - afsluttede de to timer og et kvarters koncert med endnu ældre Riding with The King og dens dejligt seje, beskidte, langsomt opbyggede blues-crescendo

På dét tidspunkt var alle overbevist. For da havde altid sympatiske Hiatt og hans tætte Combo spillet succesen hjem. Stille og roligt. Intet forceret. Ikke det vilde udstyrsstykke eller de store armbevægelser. Bare et stærkt arbejdssjak oppe på scenen, som sagtens kan leve med at starten er lidt træg og knirkende, mens rusten bankes af og de gamle led varmes op.  For den proces skal den midaldrende tilskuerskare derude i salen også lige igennem.

Vi ser lige hinanden an
Så band og publikum ser lige hinanden an med akustiske Drive South og Perfectly Good Guitar, som begge er eksempler på typisk melodiøs Hiatt-rock. Men: hovedpersonens stemme hænger altså umiskendeligt. Den virker anstrengt og er nærmest konsekvent falsk i det høje stemmeleje, som mange af Hiatts sange er bygget op omkring. Og ser den 58-årige ikke også lidt gammel, slidt og indsunken ud deroppe på scenen?

Wrote It Down and Burned It med sin søgende blues og soniske guitar-klange fra Doug Lancia åbner videre op for denne aftens gennemgang af ærkeamerikansk rock, folk, country og blues. F.eks. krydser vi muddy waters  i tøffende damplokomotov-beat , og vi kommer bl.a.  på besøg i Tiki Bar, hvor trommeslager Keneth Blevins og bassist Patrick O'Hearns får lagt deres jazz-swingende bund.

I det hele taget er det efterhånden et tæt band deroppe på scenen, og er vi ikke væltet omkuld endnu, kan man godt mærke, at de fire er ved at finde hinanden. Det ses også ude i salen, hvor hovederne så småt er begyndt at vugge og hoppe op og ned til beatet.

De nye var springbrættet
Men det endelige gennembrud på denne aften i det historiske skær kommer faktisk med to helt friske indslag, som samtidig er de to absolut bedste numre på The Open Road.

Først Like A Fright Train: den tørre, træge blues om at have nået livets efterår og ikke magte det man en gang kunne - eller få den respekt man var vant til - og som i live-udgaven opbygges til et kæmpeklimaks. Aftenens hidtil største jubel og bifald var resultatet af de anstrengelser. Og det blev fulgt op af den herligt ironiske stompende blues-rocker My Baby, som den bjæffende Hiatt bare elsker, selv om hun garanteret har været om sig, og alt muligt andet....

Se, det kan godt være at Hiatts stemme ér mere slidt og tynd end tidligere. Men det var i de numre han for alvor bare begyndte at være ligeglad og i stedet fraserede og brølede sig ud over begrænsningerne. Og det var også i de numre, at det hele smeltede sammen – Hiatt, band og tilskuere, hvorefter resten af aftenen var ren hjemmebane. Og gammelkendt territorium.

Men det er ikke kun de nære sange om parforhold i med og modgang og de godt fortalte hverdagsskæbner, der gør det. Det er hele attituden – også mellem numrene, som når Hiatt takker for at man trods globale krisetider har brugt de surt opsparede skillinger på en aften med ham og gutterne.

Intet påklistret
Det virker ikke påklistret. Han snakker lige ud af posen. Og så fedter altså heller ikke med varen. "Vi skal nok nå det hele" er filosofien – samtidig med at han også er god til at styre ekstase-håndtaget, vel vidende, at vi i vores alder hverken har godt af at være oppe eller nede hele tiden.

Så når dampen skal tages af (Cry Love), skifter Doug Lancia til sprøde mandolin-klange og beatet bliver hviskende, eller vi  bliver omfavnet af Hiatts forsonende kærlighedsballade (Feels Like Rain) – inden der endeligt lukkes op for festen med rockklodserne (Thing Called Love) og fællessangen (Slow Turning).

Men her er vi altså også i smult vande. Vi har haft over 20 år til at lære numrene, og vi kan de fleste: For sådan en fredag aften i Randers går det igen op for en, hvor mange rimeligt kendte numre Hiatt egentlig har stået fadder til. Understreget til fulde med afslutningen Riding With The King, som Eric Clapton og B.B. King gjorde til titlen på deres fælles-udspil for år tilbage, men som Hiatt & co. denne aften effektivt understregede kun havde været til låns. Med bandet så toptunet, som det var her til slut, er ophavsmandens version er laaaangt at foretrække.