Imogen Heap: Store Vega, København

Imogen Heap, Store Vega, København

Imogen Heap: Store Vega, København

Anmeldt af Per Bloch Andersen | GAFFA

Ben Christophers og Geese
Imogen Heap kom selv på scenen og præsenterede sangskriveren Ben Christophers, der leverede fire numre ganske alene på scenen. Skrøbeligt, roligt og ferskt. Hans lyse stemme, pakket ind i rigeligt med rumklang, var til tider lidt for upræcis og denne anmelders følgeskab hviskede mig i øret, at hun synes, at han udfordrede sig selv lige vel rigeligt, men hans musik kunne til gengæld mærkes.

Dernæst kom Imogen Heap igen på scenen og præsenterede i stolte vendinger endnu et opvarmningselement: Geese. Selvom jeg ellers betragter mig som bredspektret rent genremæssigt, med meget lang line og store mængder velvilje, så nåede denne trio, bestående af to violiner og en trommeslager, altså grænsen for min musikalske fatteevne. Igen er mit følgeskabs beskrivelse passende: det føltes som én lang optakt til ingenting. Kakofonier, kaos og klangflader ad lib. Om publikums klapsalver var ren og skær høflighed står hen i det uvisse, men en konstant mumlen og uro iblandt publikum var sit eget umiskendelige tegn.

Imogen Heap
Den tredje gang vi fik Imogen Heap at se, var det (heldigvis) med hendes egen musik. Nu lyste det store hvide træ, der hele tiden havde stået i centrum på scenen, pludselig op. En ny og magisk verden af musikalsk leg, 1000 mærkelige lyde og omsiggribende skønhed åbnede sig for os. Feen der tog os i hånden, pigen med det vilde hår og blade svævende omkring sit hoved, havde nok sort tøj på, men skulle over de næste to timer vise sig at være mere end almindeligt skinnende og farverig.

Der blev lagt heftigt ud med "The Walk" og "Swoon", som satte forventningerne højt og fortættede intensiteten. Bandet bestod af trommer, bas og guitar, hvor vi allerede kendte henholdsvis trommeslageren og guitaristen fra opvarmningen. Senere skulle de to violinister også komme til at udgøre en del af bandet. Heldigvis inden for musikalsk rækkevidde, når de blev serveret i den heap'ske ramme. Hovedkarakteren betjente både det store plexiglasflygel, diverse andre tangenter, array mbira (trækasse med metallameller - lyder som en blanding af klokker og harpe, red.) og alskens andre lydgivere. Samt selvfølgelig sangmikrofon - monteret på hendes kind, for at hun kunne have hænderne fri til alle de andre instrumenter. Sågar mikrofoner på håndleddene, så hun frit og konstant kunne indsamle lyde. Det var ikke altid man vidste hvor lydene kommer fra - måske fra skovens dybe og uendelige klangrum?!

Allerede i løbet af de første par numre kom vi hele spektret rundt. Alle skovens kringelkroge blev afsøgt og undersøgt. Synthpop, sfærisk elektronika, klaverballader, rock og hele tiden med tydeligt præg fra hendes klassiske ophav. At hun til tider forekommer forvirret og svævende er der ikke noget at sige til, for hun er på én og samme tid overalt og både i gang med akkorder på klaveret, lydeeffekter ved sin sampler og bedanset vokal på scenekanten imod publikum. Multitasking får ny betydning, og personlighedsspaltning muliggør både publikumskontakt, musikalsk nærvær og indadvendt instrumentarbejde.

De fire elementer
Sætlisten var sat sammen af publikums ønsker, indsendt på forhånd via nettet. 12 sange vi havde valgt og lidt ekstra Imogen Heap har tilsat. "Tailormade for Copenhagen".

En væsentlig del af Imogen Heaps koncerter er hendes historier og rammesætning af musikken. Hun fortæller åbent og levende om produktionen af musikken, om baggrunden for det kommende nummer eller historier fra hendes liv ikke bare omkring musikken, men i musikken. Her får hendes humoristiske finurlighed også plads, og vi fik med hendes talte ord et yderligere indblik i Alkymistens Værksted og marskandiserens rodebutik. Og når musikken spillede udfoldede legestuens sit fulde potentiale. Når det musikalske blev sluppet fri var det hele molekylærkokkens krydderihylde sat i sving, en sonisk tidsrejse uden anker, skovens hengemte klange og hemmeligheder. Troldkvindens urkraft sluppet fri - jord, vand, ild og luft. De fire elementer transformeret til lyd lige for næsen af os.

Publikum forekom næsten andægtige. Stille, opmærksomme og åbne. Som ved de at alverden kan ske og netop derfor kan vi lige så godt give slip og nyde det. Forventningsfulde, men frie af enhver forventning.

I "Just For Now" blev et nyt instrument taget i brug: publikum. Som trestemmigt kor og med forskellige "samples" blev vi inddraget i fremførslen. Med Imogen Heap som dirigent og forsangerinde. Ud over at det viste et imponerende overblik og overskud, så var det også et engagerende element, der yderligere underbyggede fornemmelsen af at overvære selve skabelsen af musikken. Der var ikke tale om koncertafvikling, men om koncertudvikling.

Når en skov får lov at vokse utæmmet i alle retninger er faren, at det går amok og bliver til jungle. Det er ikke nødvendigvis et minus, men i dette tilfælde førte det til, at momentum faldt lidt, i løbet af koncertens sidste halvdel. Der kunne med fordel være luget lidt ud, hvilket havde bevirket, at tingene ikke flød sammen.

Både min medlytter og jeg var til sidst fyldte og enige om, at helhedsindtrykket havde stået stærkere, hvis der var blevet skåret nogle numre fra. Mere kompakt og mere intenst. Så havde der nok stået en stjerne mere over disse ord.

En overvældende og sanselig koncert, hvor en sjælden grad af publikumsinddragelse blev eksekveret. Det er ikke tit, at man føler sig så godt underholdt, personligt inddraget og lydligt stimuleret. Af en smuk og virtuos musikalsk klokkeblomst under den hvide trækrone i skovens lysning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA