Black Rebel Motorcycle Club og The Good The Bad: Den Grå Hal, København

Black Rebel Motorcycle Club og The Good The Bad, Den Grå Hal, København

Black Rebel Motorcycle Club og The Good The Bad: Den Grå Hal, København

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Det er tredje gang jeg hører Black Rebel Motorcycle Club. Jeg var til den efterhånden legendariske koncert i Den Grå Hal i 2007, hvor d'herrer (som de var dengang) endte med at tage imod ønsker. Jeg var også til den glimrende koncert i Vega tidligere på året, men må nu lægge kortene på bordet og tilstå, at BRMC og Den Grå Hal simpelthen går op i en højere enhed.

Opvarmning: The Good The Bad ****
Danske TGTB kunne sagtens lave soundtracket til en kommende film af Robert Rodriguez. Gennemtævede trommer og nær-sprængte strenge raser igennem hele lydbilledet. En gang imellem dukker nogle mexikansk-klingende melodier op, som snart drukner i flere velfortjente tæv. I løbet af den halve time bandet spillede, hørte jeg nok til at genkende en rød tråd, så stilen er tilrettelagt. Bandet er som skabt til at spille på ladet af en åben lastbil, som kører ud ad motorvejen, med højttalerne trukket hen ad asfalten. Ridserne i lakken er en del af charmen, og charme er der nok af, men man skal være i et helt bestemt humør for at lytte til den slags i længden. Stort potentiale, men raseriet er i fare for at tage over... især når volumen ryger i vejret.

BRMC ******
Kl. 22 gik BRMC på uden de store armbevægelser. Der gik kun et øjeblik før vi var inde i 666 Conducer fra Baby 81. Der blev fulgt op med Mama Taught Me Better fra Beat The Devil's Tattoo og derpå Red Eyes And Tears fra debutpladen. Lydniveauet var stadigvæk højt, som under opvarmningen, og jeg måtte bekæmpe en trang til at tage ørepropperne ud for at tjekke, om der var blod på dem. 

Efter disse første numre var lyden ved at være optimeret, og BRMC besluttede at hamre deres tilstedeværelse ind i vore sjæle med en trio af velvalgte numre: White Palms (en varm følelse indeni), Beat The Devil's Tattoo (svimmelhed?) og Ain't No Easy Way (bare tag mig nu, Gud). De kunne have stoppet koncerten dér og sagt "Vi skrider nu, det bliver ikke bedre", og publikum ville bare have nikket og gået mod garderoben. Men sådan skulle det ikke være.

2. del
Nu hvor bandet havde opsparet en konto hos os alle sammen, kastede de sig ud i en række langsommere numre som Aya og mindre kendte sange, fx Martyr, som ikke findes på den almindelige udgave af Beat The Devil's Tattoo. Det fungerede efter hensigten, og den eneste finger jeg kunne sætte på musikken, var de strenge, som med tiden blev mere falske. Det var godt at se Leah Shapiro som fuldgyldigt og kompetent medlem bag de skramlede trommer, mellem sine to makkere. Musikken var høj, ja, men det var på en eller anden måde helt rigtigt.

Hen mod slutningen af 2. del trykkede BRMC igen på den magiske knap, som gør dem til et fantastisk liveband. Med numrene Half-State, Conscience Killer og 6 Barrel Shotgun uddelte bandet igen musikalske lussinger i særklasse. Denne perlerække blev fulgt op med Spread Your Love, hvorefter verden pludselig gav mindre mening. Igen kunne de have smidt instrumenterne og sagt "vi ses", men nu havde publikum lugtet lunten og vidste, at bandet havde mere i ærmerne. Det var for sent at stoppe...

De gider slet ikke at holde op
Encoret blev indledt med Restless Sinner, som efter Peter Hayes' eget udsagn ikke var blevet spillet i tre år. Det lod sig ikke mærke. De store gaver i tredje akt var In Like The Rose, Shadow's Keeper og så bandets fortsatte leg med numrene. Hele aftenen igennem var der puttet små bidder ind hist og her, som gjorde koncerten længere end nødvendigt. Efter ca. 2 timer og 15 min. fik vi den traditionelle afslutning, med grovhøvlede stykker næsten kyuss'k jam efterfulgt af stille passager med bas og guitar. Endelig kom vi frem til en smuk afslutning i form af Open Invitation. Jeg kunne ikke lade være med at tænke at sangen måske var en hyldest til bandets tidligere lydtekniker, bassist Robert Levon Beens far, som døde i august. 

BRMC er og forbliver et enestående liveband. Selvom deres plader ikke bliver så varmt modtaget som tidligere, er der efterhånden så meget i bagkataloget at vælge mellem, at det let bliver en storslået oplevelse i hænderne på et band, som stadig eksperimenterer, og som optræder med en tydelig og smittende spilleglæde.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA