Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Torsdag d. 25-11-2010 kl. 09:21

Tom Jones
Store Vega, København,
onsdag d. 24. november 2010

Anmeldt af Jon Frisk Carstensen
Foto: Jacob Dinesen
GAFFA
6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner
6 stjerner
Læserne
4,33 stjerner i snit (efter 6 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Det hedengangne sexsymbol sejrede

Efter en positiv modtagelse af sit noget kontroversielle nyeste album "Praise & Blame", der endda blev kaldt en syg joke af pladeselskabets leder, var Tom Jones klar til at indtage Store Vega. Det var klart at aftenens koncert ville stå i gospel og bluesens tegn, da han var kommet for at spille det nye album, og ikke andet. Der var da heller ikke så mange dikkedarer, og kl. 20.15 præcis, kom rytmegruppen på scenen med hr. Jones lige i hælene. Efter ydmygt at have taget imod det overvældende bifald, gjorde han sig klar til at synge, eller prædike, givet aftenens noget religiøse tematik. Med ét blev der stille i salen, og man kunne nærmest fornemme en ærbødighed og beundring blandt publikum, som når en vis man vil dele sin livsvisdom med en.

Herefter arbejdede Jones' sig behændigt og på meget intim vis igennem materialet fra det ny album, og undervejs blev der trukket på samtlige tone-, føle- og stemmeregistre. Der var ikke meget at se af manden med de vrikkende hofter, der stod bag 90'er-superhittet "Sex Bomb", og gud ske tak og lov for det. I stedet fik vi et sjældent ærligt portræt af en mand der har været det hele igennem, og nu endelig har fundet sig selv. Selvfølgelig var der da også plads til småsjofle bemærkninger mellem numrene, men det blev dog aldrig vulgært på nogen måde, og manden har jo trods alt et image som han ikke helt kan efterlade. Her var det da også at han havde plads til en gedigen omgang selvironi, da han skulle forklare omkring sit notoriske kærlighedsliv.

"It's like starting all over again"
Det var tydeligt at Tom Jones følte sig godt tilpas på scenen i Vega. Med en vis melankoli i stemmen nævnte han hvor meget stedet mindede ham om de små spillesteder, hvor hans karriere i sin tid tog sine første spæde skridt. Og Tom Jones er nået langt, ikke kun professionelt, men også personligt, hvilket blev slået fast til korset med syvtommersøm. Her var ikke noget falsk showmanship at fremfinde, men derimod ydmyghed og en smittende livsglæde og energi.

Efter at have spillet sidste nummer fra det nye album, måtte der jo komme mere. Og af sit enorme repertoire havde han udvalgt nogle ganske få klassikere for at folk ikke skulle føle sig snydt. Først var det countryklassikeren "Green Green Grass of Home" og herefter "I'll Never Fall In Love Again", der nærmest udløste et kollektivt halleluja. Men som Tom Jones selv sagde, var der én sang til som han ikke kunne slippe uden om at spille, selvfølgelig "It's Not Unusual".

Det nye album og ikke mindst aftenens koncert er helt klart et forsøg på at genopfinde en legende, ved at skære fedtet fra og præsentere os for sangerens rå talent. Det har været en radikal og modig kursændring, men det er blevet leveret på en smagfuld måde. Aftenen måtte gerne have været længere, men da han nu engang var kommet for at prædike det nye album, kan man ikke sige noget til at det kun blev til en times koncert.

Følg Tom Jones tryk på hjertet

Tom Jones: Værket, Randers
28-08-2014 (anmeldelse)
Tom Jones: Spirit In The Room
19-05-2012 (anmeldelse)
Tip en ven
14 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:
0
VERDENS KLASSE I VEGA !!!

0
Det kan jeg forestille mig Tina, det gad jeg også godt og have oplevet så RESPEKT til Tom Jones. :0)
0
Sidder seksstjernen ikke lidt for løst i øjeblikket på Gaffa? Man får vel ikke seks stjerner bare for at give en god koncert?
0
Jeg synes egentlig også at der ved at gå lidt inflation i topkarakteren. Nu har jeg selvfølgelig ikke selv set alle koncerterne men alligevel..

Iøvrigt var Tom Jones koncerten overfed og fortjener ******!
0
Var der nogen som kastede trusser op til ham ?
0
#3: Hvis man ikke får seks stjerner for en god koncert, hvordan kan man så få det?
0
Var det ikke et mega kort set? 14 Sange? 75 minutter? I Horsens spillede han 24 sange...

Godt, jeg ikke tog derover - 14 sange er ikke nok -
0
bIFF

Nu er der forskel på kvalitet og kvantitet. Jeg tror ikke mange af de jyder jeg så i Vega fortrød deres tur!
0
#3: syntes godt nok også den kaster om sig de her dage

stiller ikke spørgsmål til om koncerten fortjener det(manden er god) men er meget enig med Sune
0
#6: I mine øjne er 6 stjerne en fuldstændig fantastisk præstation som man vil huske tilbage mange år derefter.
0
det var verdens bedste koncert, med verdens bedste sanger !!!!!!!!!
0
Var der ikke selv, men hvor er det fedt han leverer sådan en koncert i en alder af 70!
0
Denne her koncert husker man, en af de 5 bedste jeg har set, og lidt har jeg da set :-) Og samtlige anmeldere ser for en gang skyld ud til at være enige.....
Kunne godt have været foruden de tre sidste numre, da den nye plade står som et helstøbt mesterværk i sig selv, men omvendt set, var de tre numre fantastiske uden Las Vegas horn og gøgl.
Ser gerne endnu et album i samme genre, og endnu en klubtur, RESPEKT til Tom Jones
0
6 stjerner er absolut passende. Har oplevet Tom Jones flere gange, men denne koncert var anderledes - og tænk at få lov til at opleve en verdensstjerne på så tæt hold - og fuldstændig nede på jorden. DET ER VERDENSKLASSE, også selvom jeg godt kunne have hjulpet Tom med at finde blot et par ekstra numre.

Log ind for at kommentere.