Anstrengende festindslag fra Jack White og veteranen

Det er ikke alle arkæologiske udgravninger, der er lige spændende, men det ved man først, når emnet er helt blotlagt. Dette gør sig gældende for det nye album med 73-årige Wanda Jackson, der efter en lang pladepause nu hives frem i spotlyset af Jack White. Et sådan projekt vil unægteligt blive vejet op imod Whites Loretta Lynn-album, men hvor den skive var saftspændt og organisk, er der dømt lidt for meget konservesvare over The Party Ain't Over. Jackson lyder stadig rå og raspende, som da hun startede ud i 1950'erne, og det burde i sig selv trække op, men det er simpelthen anstrengende at høre hende blive slæbt og trukket igennem ufestlige udgaver af rockabilly, calypso, blues og country-jodleri i et hårdt lydbillede, der skæmmer den lille dame. Der mangler slet og ret omsorg og finesse i den normalt så visionære Whites produktion og musiceren. Værst er det i klassikeren Shakin' All Over, hvor efterbearbejdningen af vokalen vitterligt får en til at ryste af rædsel. Eneste sted på The Party Ain't Over, hvor festen kommer i gang, er svingom'en med Dylans Thunder On The Mountain, for her er der slaw i bedstemor og det rette schwung i musikken.