Alt-countryens uslebne diamant i det lidt for stille hjørne

"Hearing lovely language I don't understand/It's late October in Copenhagen/The skies are grey, the snow is falling … You are missed". Savn og længsel løber som en rød tråd gennem Lucinda Williams' nye long-player Blessed. Copenhagen bliver leveret så intenst, at den gør ondt. Den sørgmodige ballade beskriver hjerteskærende savnet af manageren Frank Callari, der døde to dage før Williams' koncert i Vega i oktober 2008. De tårer, der måtte være grædt her, føles som en hel flodbølge. På nær Buttercup og den sejt rockende Seeing Black med gæstevisit af Elvis Costello, der lyner med sine lækre guitarlicks, er Blessed et ballade-orienteret album. Alt for ofte trædes der vande, og følelsen af, at Williams kører den lidt for meget på fortidens bedrifter, fornægter sig ikke. Gnisten, der for alvor kan antænde albummet i Don Was' ellers så lækre produktion mangler. Den fremragende og spøgelsesagtige The Awakening redder delvist æren for Blessed hen mod slutningen. Her sprænger Lucinda Williams rutinens faste rammer og satser det hele.