Mark Kozelek: Planeten, Huset i Magstræde, København

Mark Kozelek, Planeten, Huset i Magstræde, København

Mark Kozelek: Planeten, Huset i Magstræde, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Da Mark Kozelek ikke ønskede at blive fotograferet, har GAFFA desværre ingen billeder fra koncerten.

Der er noget helt rigtigt i at bevæge sig ind imod Mark Kozelek-koncerten i Magstræde igennem mørket og en bidende kulde, for selvom vi måske går og glæder os til lysere tider, så står den melankolske musik fra den tidligere Red House Painters- og nuværende Sun Kil Moon-frontmand nu engang bedst til det lidt triste og grå vejr, som København er god leverandør af her til aften.

På gulvet foran stolerækkerne i den lille intime teatersal er det et ganske sparsomt set-up, der møder en, og det er således klart, at det bliver en aften kun i selskab med Mark Kozelek og hans akustiske guitar. Allerede fra starten af koncerten lægger Kozelek en alvorlig tone ved at beskrive sin glæde ved at komme ind på scenen, da han efterhånden er begyndt at føle sig som et fanget dyr ude back-stage. Selvom han alle dage har været en alvorlig herre, så skal han vise sig at være rimelig snakkesalig i løbet af aftenen, men mere om det senere.

Musikalsk bliver der lagt ud med to Modest Mouse-numre, "Tiny Cities Made Of Ashes" og "Four Fingered Fisherman". Særligt på den første er der godt med ekko på vokalen, og den sætter koncerten flyvende af sted. For hele aftenen gælder det, at publikum skal have stor ros, for selvom det nærmest bliver en komisk tradition, at der bliver væltet ølflasker imellem numrene, så er der nærmest musestille under selve sangene. Mark Kozelek er en mester til at beskrive øjebliksbilleder og situationer og bygge fantastiske melankolske stemninger op, om det så handler om pigers soveværelser eller bestemte vejkryds i San Francisco. Selvom det ikke altid er nemt at høre, hvad han synger, hverken på plade eller til aftenens koncert, så bidrager den fantastiske klang i hans stemme fornemt til den stemning.

Lange soloer

Mark Kozeleks guitarspil fylder utroligt meget denne aften, på både godt og ondt. Gang efter gang bliver vi udsat for nogle lange og snørklede fingerspils-soloer, som man ikke kan være andet end imponeret af; desværre bliver det også lidt for meget af det gode. Mark Kozelek har udtalt, at han studerede en del klassisk guitar op til udsendelsen af sidste års, "Admiral Fell Promises", som store dele af koncerten er bygget op omkring, og efter at have overværet hans koncert, er der ingen grund til at betvivle det udsagn. Det lyder hele aftenen rigtig godt, men der bliver også brugt forholdvis store mængder tid på at stemme guitaren.

Heldigvis er Kozelek i godt humør, og efter de indledende manøvrer bryder han igen tavsheden. Første gang går et livstræt suk lige i mikrofonen, så man igen bliver mindet om, at man er i selskab med en af sadcore-genrens store mestre. Heldigvis er der ikke dømt depression over hele linjen, da den gode hr. Kozelek også viser sig at være en rigtig morsom herre, ikke mindst på anekdoten om sidst, han var i landet, for over 10 år siden. Da mødte han nogle, efter eget udsagn, smukke, men ret feminint udseende fyre, som sikkert ville se rigtig godt ud på en plakat – de spillede i et band, der hedder Mew. Mew var store fans og inviterede siden hen Kozelek til en af deres L.A.-koncerter, hvor Kozelek ved selvsyn kunne se at, de havde nogle smukke plakater. Da Mews manager spurgte, hvad han syntes om musikken, svarede han angiveligt, at Mew var et af de bedste all girl-bands, han havde hørt i mange år.

Som allerede nævnt læner koncerten sig meget op af det seneste album (underligt nok bliver albummets bedste nummer, "Ålesund", dog udeladt) og det meget lavmælte, selv efter Kozelek-standard, guitarspil, man finder derpå. Derfor er det forfriskende øjeblikke i koncerten, når der bliver lukket op for det gamle Red House Painters-materiale som "Mistress", "Take Me Out" og som sidste ekstranummer "Void". AC/DC-coveret "You Ain't Got A Hold On Me" bør også fremhæves.

Alt i alt må det siges at være en ganske glimrende koncert, som dog ikke undgår at blive en anelse monoton.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA