Agnes Obel: JazzHouse, København

Agnes Obel, JazzHouse, København

Agnes Obel: JazzHouse, København

Anmeldt af Per Bloch Andersen | GAFFA

Agnes Obel nærmest sniger sig ind på scenen i det totalt udsolgte Jazzhouse. Forsigtigt smilende. Om det er fordi hun aner katastrofen forude eller om det slet og ret er hendes attitude - ydmyg og diminutiv - er ikke til at vide.

Det ellers så ivrigt konverserende publikum tier omgående og overlader enhver lyd til Agnes Obel og hendes tyske cellist Anne Ostsee. Det er den lille duets tredje aften i træk på Jazzhouse, og Agnes Obel fortæller, at netop den tredje aften per tradition altid ender katastrofalt. Her sker fejlene, fordi musikerne er blevet sikrere og derfor slapper af. Så er vi advaret. Vi får se om forudsigelserne holder stik eller om de kan brydes.

Første nummer er instrumentalt. Ligesom på det anmelderlovpriste album "Philharmonics". Som indføring i et univers, en stille landing. Flygel og cello - intet andet.

I løbet af de fem kvarter koncerten varer tilføres ikke ret meget mere, hvilket skaber plads til at komme vidt omkring i instrumenternes mangfoldighed og facetter. Et skrabet set-up kan være en styrke, hvis det formidles effektivt og intenst. Og netop valget af instrumentering understøtter fint Agnes Obels univers, hvor simpliciteten er med til at styrke opmærksomheden på det der er: melodiske klange, gådefulde tekster og fortættet stemning. Fem langstilkede stearinlys på en væg, to mørkklædte kvinder og lidt glinsende instrumenter.

Stemmen
Noget af det jeg personligt har glædet mig mest til, ud over nummeret "Avenue" live, er at høre Agnes Obels stemme live. Direkte og så ufiltreret, som det nu lader sig gøre. Jeg har hørt nogle mene, at hendes cd er monoton og kedelig, hvilket jeg overhovedet ikke er enig i - blandt andet på grund af hendes stemme, som om noget er sensuel, dragende og fuld af dybde. Mon dens næsten tindrende og sfæriske klang kan genskabes på scenen?

I samspil med Anne Ostsees vokalkor sker der momentvis himmelske vokalklange. Andre gange er Obels hæse og tørre stemme, let affekterede udtale og de abrupte fraseringer med til at overraske og ornamentere lydbilledet. Improvisationer og variationer sikrer friskhed og umiddelbarhed.

"Riverside", "On Powdered Ground" og John Cales "Close Watch" illustrerer smukt hendes stemmes spændvidde og nuancer. Fra det kondenserede og underspillede, til det åbnende og loftløse. Med sin puls og vokalfylde er "Beast", til trods for titlens modsatrettede ordlyd, skønhed skåret ud i lydbølger. Også den ordløse "Loretta", der instrumenteres med flygel, cello og melodika, og som bringer mindelser om den franske komponist Yann Tiersen frem, er værd at fremhæve.

Katastrofen
Efter hvert nummer kigger Agnes Obel acceptsøgende ud imod sit publikum. Som skal hun lige sikre sig, at vi ikke er gået og stadig har opmærksomheden rettet imod hende. Vi er her og vi lytter. Stadig.

I det hele taget er denne aftens publikum - og formentlig også de andre aftener - lidt af et drømmepublikum: lydhøre, fokuserede og ærbødige. Selv under aftenens nye eller mindre kendte numre, er der ro og nærvær.

Sommetider må jeg tage mig selv i at drive væk. Det er ikke sikkert, at det er musikkens skyld eller for den sags skyld, at det er et problem. Det kan nu engang være musikkens force, at man flyttes og løftes til nye steder. Og selvom jeg bestemt ikke finder Agnes Obel kedelig eller enstonet, så har jeg af og til svært ved at holde koncentrationen. En iagttagelse, ikke en kritik.

Og netop det skulle ellers kunne være den eneste risiko. Ud over jordiske småfejl. At man ikke gribes, betages og involveres. Så hvad er der tilbage?

Måske at teksterne til tider er for mystiske og symbolbelæssede. Men det hører til genren. Også harpenisten Joanna Newsom, der med rette kan siges at ligge inden for samme sensibilitet (læs: genre), har tekster der er så drømmerige og associative, at det kan være svært at leve sig ind i den tekstlige del af musikken.

Men den eneste reelle katastrofe denne aften er vist nok, at vi ikke får "Avenue" at høre. Og det hører nok til bagatel-katastroferne. Til gengæld får "On Powdered Ground" en nærmest brutal og skrigende afslutning, med cello-loops i multiplicerede lag, der sætter dybe spor med sit inferno af staccatorytmer, heftige pulseringer og skingre toner. En vilter og polariseret afrunding af koncerten. Kun efterfulgt af ekstranummeret "Smoke and Mirrors".

Agnes Obel kan male en stemning med sin musik. Enkel og farverig, trods begrænsede midler. Successen afhænger ene og alene af, om man som publikum kan leve med, at ordene i musikken kan være svære at komme ind og at der ikke er så meget i lydbilledet at gribe i. Det er et temperamentsspørgsmål, om det er et plus eller et minus. Det kunne være spændende at opleve musikken i mere storladne udgaver, men det er ikke en nødvendighed. Den klarer sig fint uden. Fordi én stemme sagtens kan lyde som en harmoni.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA