The Human League og Performance: Store Vega, København

The Human League og Performance, Store Vega, København

The Human League og Performance: Store Vega, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

For et par år siden gæstede Human League Store Vega i København en kold decemberaften for bl.a. at opføre hele deres klassiker-album "Dare" fra ende til anden for en komplet udsolgt sal. Den slags er svært at slå, og i mine øjne nåede gruppen da heller ikke helt op i samme kaliber denne gang. Men de var ret tæt på flere gange undervejs.

Performance

Inden Human League gik på, var der opvarmning ved Manchester-trioen Performance, der bød på kompetent og velspillet synthrock, der i perioder kunne minde en smule om udenlandske navne som Camouflage og New Order, eller hjemlige som Nephew eller Fake The Envy. Livelyden var god - også bedre end til de fleste opvarmningsnavne - og de tre musikere både spillede og sang fornemt. Der var flere gode idéer undervejs, men samtidig også en vis mangel på virkelig interessant lydarbejde; både synth- og guitarklangene fremstod lidt vel polerede og anonyme, og det var lidt en skam, for her var ellers tale om en gruppe, der gjorde det godt på scenen. Lidt mere science fiction i synthesizerne og en smule mere kant på guitaren ville give meget.

Human League
Lidt over 21 gik det seks m/k store Human League på scenen, stilfuldt som ventet, med alle instrumenter, mikrofonstativer og sceneelementer i hvidt og en stor LED-skærm i baggrunden. Efter lidt futuristiske klange tog gruppen hul på åbningsnummeret fra det nyligt udsendte album "Credo", nemlig "Never Let Me Go", der i studieudgaven vækker ikke så lidt mindelser om Client, men som live fremstod mere rå og kraftfuld, hvilket også gjorde sig gældende for de andre "Credo"-numre, der blev opført undervejs. Disse numre fungerede virkelig godt live og fik faktisk et løft.

Nok engang må jeg fremhæve livelyden, som var virkelig overlegen hele koncerten igennem. På stort set alle numre lå stort set alle niveauer som de skulle, og det til trods for at der bestemt blev spillet live på de forskellige synthesizere og digitaltrommer. Også vokalerne fungerede godt - Phil Oakeys let specielle, kølige new wave-røst trængte fint igennem som den skal, mens han selv udnyttede scenen til fulde, bevægende sig fra den ene ende til den anden, helt frem i front og helt tilbage ved storskærmen, det ene øjeblik hætteklædt, det næste som en Roy Batty-klon fra Blade Runner. Også Joanne Catherall og Susan Ann Sulley klarede vokalarbejdet fint, som vanligt dansende omkring, udtrykkende lige dele oprigtig begejstring og lige dele fjollet melodi grandprix-stemning fra firserne.

Samtlige musikere var imponerende tight koncerten igennem, både på de karakteristiske og fyldige basgange såvel som de mange fængende synthesizertemaer, der blev serveret med både præcision og overskud. Den rent musikalske optræden i sig selv trækker op, og man havde bestemt på fornemmelsen, at her havde man med veteraner at gøre; folk, der har noget at have det i, som man siger. Højdepunkter for mit vedkommende var foruden de overraskende velfungerende live-udgaver af de nye numre fra "Credo", den altid übercool "The Sound Of The Crowd" samt aftenens store overraskelse, "Empire State Human", hentet fra Human Leagues allerførste album, "Reproduction". At det så også, undervejs, blev til flere af gruppens i mine ører mindre interessante numre, fra den mere tyggegummipoppede ende af repertoiret, gør, at jeg ikke er helt oppe at ringe. Men jeg klemmer mig alligevel op på små fem stjerner, ikke mindst fordi Human League ganske enkelt er imponerende kompetente live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA