Owen Pallett , Pop Revo, VoxHall, Aarhus

Owen Pallett : Pop Revo, VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

En pæn skare var mødt tidligt op til Pop Revo-festivalens tredje og sidste dag for at se den canadiske sanger, sangskriver, keyboardspiller og ikke mindst violinist Owen Pallett åbne lørdagens program. Pallett er blandt andet kendt for at skrive strygerarrangementer til en lang række kunstnere – fra Arcade Fire over Beirut til Duran Duran – og for sine tre album, de to første udgivet under kunstnernavnet Final Fantasy. Efter trusler om sagsanlæg fra producenten af computerspillet af samme navn optræder Pallett nu under sit eget navn.

Owen Pallett stillede vanen tro op med sit særlige setup bestående af ham selv, en mikrofon, et keyboard, en violin og så en række pedaler, der gør det muligt for ham at optage sit violin- og keyboardspil og spille det i mange lag oven i hinanden, så han kommer til at lyde som et helt band. Og det var imponerende, hvad Pallett fik ud af det forholdsvis skrabede setup. Først og fremmest fordi han er en blændende violinist.

Owen Pallett brugte sin violin til både de lange strøg med violinbuen, til knipsende pizzicato-spil og som slagtøjsinstrument, og han kom igennem alle temperamenter – fra det antydningsvise til det aggressive. Det hele blev lagt i lag, og blandt andet formåede Pallett at spille noget, der lød som en regulær basgang på violinen. Andre gange fik han den til at lyde i retning af en stærkt forvrænget elektrisk guitar. Han viste sig også som en glimrende pianist med sans for de små detaljer, og så er han også en fortrinlig sanger med en smuk, lys og udtryksfuld stemme, som passer fortrinligt til hans særegne musikalske univers.

Oven i det hele er Owen Pallett en fremragende sangskriver, både når det gælder melodier og tekster. Tekstmæssigt har hans albums altid et overordnet koncept, og på hans seneste album, "Heartland", gælder det historien om den ultra-voldelige landmand Lewis fra den fiktive verden Spectrum, og hans diskussioner med sin skaber – altså Owen Pallett. På papiret lyder det måske lidt fortænkt, men i praksis fungerer det, og de stærke sange fra "Heartland" udgjorde en del af sætlisten på VoxHall. "Heartland"-albummet er indspillet med et symfoniorkester og er til tider ganske storladent, men det var kun i korte passager, at Owen Palletts liveversioner af numrene fremstod spinkle i sammenligning.

Vi fik dog også både ældre og nyere numre, blandt andet den smukke "This Is The Dream Of Win And Regine", en hyldest til vennerne i Arcade Fire, og den dansevenlige "A Man With No Ankles" fra sidste efterårs ep "A Swedish Love Story". Det hele blev modtaget med begejstring fra publikum, der således fik den bedst tænkelige start på Pop Revo-festivalens sidste dag.

I et nyligt interview med GAFFA har Owen Pallett i øvrigt fortalt, at han i nær fremtid vil begynde at optræde med bassist og trommeslager live. Det bliver formodentlig også højst interessant, for han er et talent langt ud over det sædvanlige og et navn, vi forhåbentlig kommer til at høre meget mere til.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA